Europe er i fare for at falde til Islam. Der er et presserende og seriøst behov for en ny Bibelsk Reformation og for en ny Åndelig Vækkelse. Kun Kristendom – sand Bibelsk Kristendom – kan besejre radikal Islam. Sekulær Humanisme og Hedonisme står ikke mål med islamisk jihad. Ved at fornægte kristendommen, begår Europa åndeligt selvmord. Ved at omfavne sekulær Humanisme og ved at byde islamisk immigration velkommen, begår Europa kulturalt og økonomisk selvmord. Ved at gifte sig med muslimer og bygge moskeer og madrasser over hele kontinentet forråder Europa fremtidige generationer til fangenskab. Kristendommens forfald i Europa er katastrofalt.

Historien gentager sig selv. Som i det 15 og 16 århundrede, oplever Europa en renæsance af hedenskab og ser en aggressiv islamisk udvidelse i øjnene der truer Tro og frihed.

Dem som glemmer fortiden, er dømt til at gentage dens fejltrin. Skyld manipulation og revisionisme har neutraliseret Europa.

Vi har brug for at genopdage vores historie. Som Karl Marx erklærede: ”Det første slag, er at om-skrive historien.”

Som Alexander Solzenitzen erklærede, om Rusland, i 1917: “Vi har glemt Gud!”

Sekularisme, Humanisme, Hedonisme og Hedenskab har belejret Europa – moralsk, åndeligt og etisk – som gør det sårbart i forhold til en islamisk overtagelse.

Dommerbogen fortæller os om ”et nyt slægtsled” som “som ikke kendte Herren og det, han havde gjort...” (Dommerbogen 2:10). Vi har nu et sekulært samfund som har afvist nydelsen ved tilbedelse og erstattet den med tilbedelse af nydelsen.

Europa har en ny generation, som er gået væk fra bibelsk kristendoms klippegrund og over til relativismens, evolutionismens, situations etikkens, sandbund – relativ sandhed, reinkarnation, Harry Potter, Da Vinci mysteriet bedraget, Judas evangeliet og det okkulte. Ligesom Esau har de solgt deres førstefødselsret for en portion sød-suppe. Nu lærer unge Europæere at: “Du kommer fra intetheden, du er på vej til intetheden, livet er meningsløst!”

Evangeliets velsignelser

Fra Reformationens tid, blev Europa verdens dominerende industrielle region. Europas produktivitet og opfindsomhed bragte velsignelser til hele verden:

Medicinsk videnskab som reddede liv og forlængede den gennemsnitlige levealder verden over;

Landbrugs produktivitet, som gik fra træ-ploven, der kunne brødføde en familie, til jern-ploven der kunne brødføde 3 familier, til en traktor som kunne brødføde 60 familier. Europas landbrugsmæssige opfindsomhed endte hungersnød;

Missionærer bragte læseevne, uddannelse og Evangeliet om Kristus til nationer som tidligere end ikke havde haft et skriftsprog;

Demokratiske regeringsformer og lovlydighed;

Slaveriets afskaffelse, afskaffelse af slavehandel, man satte de fangne fri;

Veje, jernbaner, broer, skoler, hospitaler, retssale, kirker og bibelen på hundredvis af tidligere uskrevne sprog.

Alle disse velsignelser og mange, mange flere, gav Gud gennem tidligere generationer af Europæere – som var trofaste overfor Guds ord og Guds værk.

Aldrig, i hele historien har noget kontinent velsignet så mange millioner verden over som Europa har gjort – gennem Reformationen og missionsselskaber.

Et nyt slægtsled

Men nu er“et nyt slægtsled” vokset op “som ikke kendte Herren og det, han havde gjort...” I stedet for at bygge på Guds ords solide klippegrund, bygger mange Europæere i dag på Humanismens, Evolutionismens og Hedonismens sandbund.

Europa lever på lånte velsignelser. Som en blomst der er plukket kan dens skønhed kun holde en kort tid – fordi den er afskåret fra dens livgivende kilde. Snart vil bladende blegne og visne og kun tornene vil være tilbage.

Ved at afskære sig selv fra dets kristne rødder og missions kald, afskære Europa sig selv fra selve kilden til dens velsignelser, frihed, produktivitet og fremgang.

Det bekymre os afrikanere meget at imens millioner af afrikanere vender sig til Kristus, så vender millioner af Europæere Kristus ryggen.

Mens vi afviser hedenskab og omfavner kristus, så afviser Europa Kristus og omfavner hedenskab.

Et nyt slægtsled” har rejst sig som hverken kender Herren personligt, eller kender til deres store kristne arv og hvad Gud har gjort i, ved og gennem Europa. Hvad Alexander Solzenitzen sagde om Rusland ved kommunisternes overtagelse/revolution i Rusland i 1917 kan siges om det meste af Europa i dag i 2006: “DE HAR GLEMT GUD!”

“For de kendte Gud, og alligevel ærede og takkede de ham ikke som Gud; men deres tanker endte i tomhed, og de blev formørket i deres uforstandige hjerte.” Rom 1:21

“De udskiftede Guds sandhed med løgnen...” Rom 1:25

De tog Guds velsignelser som en selvfølge og anerkendte ham ikke. De regnede ikke Guds hellige ord, biblen for noget – netop den bog som har været fundamentet og kilden for al deres frihed, produktivitet, fremgang og velsignelse.

At abortere Europa

Ved at abortere sine børn, abortere Europa sin fremtid.

Ved at sekularisere sine skoler, fordømmer Europa sin ungdom.

Ved at gøre sin befolkning hedensk, perverterer Europa sit samfund.

Ved at importere millioner af muslimske arbejdere, begår Europa selvmord.

Den tyrkiske forbindelse

Tyrkiet, som engang truede hele Europa, overvejes nu som kandidat til EU medlemskab. I 1453, da Constantinopel var den største by i verden, massakrerede tyrkerne alle indbyggerne. Da Hagia Sophia var den største kirkebygning i verden slagtede tyrkerne hele menigheden, mænd, kvinder , gamle og unge. I 1526, erobrede tyrkerne Budapest og røvede byen. Så gjorde de 200,000 Ungarske Kristne til slaver og tog dem med tilbage til Tyrkiet som slaver.

Wien selv var belejret af tyrkerne i det 15 og 16 årh – så sent som i 1683.

Det der i dag er Tyrkiet var engang det Kristne Byzantinske rige – hjemstedet for de 7 kirker der er nævnt i åbenbaringsbogen. Tyrkerne invaderede og overvældede de kristne i det byzantinske rige og udslettede så mange at de kristne tilsidst var en minoritet i deres egne lande. I 1915 udslettede tyrkerne den kristne minoritet – armenerne. 1.5 millioner kristne armenere blev massakreret af tyrkerne. Så sent som i 1922 blev den sidste kristne by i lilleasien, Smyrna, ødelagt af tyrkerne. En by på 300,000 indbyggere blev udslettet. Det bibelske Smyrna, hvor apostlen Johannes havde tjent udslettet af den tyrkiske hær, og nu er der nogle der overvejer at byde Tyrkiet velkommen i EU.

Eurabien

Efter at have studeret Islams og Europas historie er jeg overbevist om at hvis muslimerne skulle opnå majoriteten i et hvilket som helst land i Europa – ville de på samme måde undertrykke, forfølge, eliminere og til sidst udrydde al kristen minoritet under deres kontrol. Muslimer taler åbenlyst om at lave Europa om til Eurabien.

Moammar Gadhafi fra Libyen har på Al Jazeera fjernsyn (10 April 2006) påstået at: “Vi har 50 millioner Muslimer i Europa. Der er tegn på at Allah vil give islam sejr i Europa…indenfor få årtier.” Gadhafi påpegede at Albanien og Bosnien med muslimsk majoritet allerede er indtrådt i EU. Hvis tyrkiet kommer i EU vil der være yderligere 50 millioner Muslimer i EU. Gadhafi udråbte: ”Muhammed overgår alle tidligere religioner, Hvis Jesus havde været i live da muhammed blev sendt, ville han have fulgt ham. Alle folk må blive muslimer!”

Vi må genopdage vores historie. Vi må forstå tidens tegn. Europa har modstået lignende radikale, voldelige, islamiske trusler før. I det 15 årh. Europa har oplevet en lignende renæsance i hedenskab tidligere. I det 14 årh. Truslen er den samme. Og løsningen er den samme i dag som den var dengang. Vi behøver en Reformation!

Forstår du truslen ved islam? Realiteten ved Sharia Lov? Læs ”Slavery, Terrorism and Islam – the Historical Roots and Contemporary Threat” for at få den essentielle baggrund og forståelse for den presserende trussel.

EUROPA BLIVER UDPEGET SOM MÅL AF ISLAM

Nylige underetnings rapporter inkludere følgende fakta:

FRANKRIG: I 1945 var der 100,000 Muslimer i Frankrig, i dag hævdes det officielt at der er 6 millioner (60 x så mange), 10% af befolkningen. Men Muslimer udgør 70% af Frankrigs dømte kriminelle i fængslerne. Af de 1,000 Muslimske nabolag i Frankrig, er 700 af dem benævnt “voldelige”,og 400 af de 700 “meget voldelige”. Der er 1,000 moskeer i Frankrig.

I Frankrig er 95% af de dømte voldtægtsforbrydere Muslimer, 85% af de dømte mordere er muslimer, og 58% af de dømte tyve er Muslimer.

HOLLAND: Muslimer er officielt 15% af befolkningen.

BELGIEN: 10% af befolkningen. Halvdelen af alle børn der fødes i Belgien er nu muslimer.

TYSKLAND: 2 millioner Muslimer (Berlin har det 4 største tyrkiske indbyggertal i verden.)

ENGLAND: 2 millioner (fra 82,000 – for 30 år siden til 25 x så mange i dag) Britiske anti-terror eksperter vurderer at der er op mod 25,000 Al-Qaeda støtter i England. 1,000 Moskeer i England.

SVERIGE: 400,000 Muslimer. Massiv vækst i anti-Semitiske overfald på den jødiske del af befolkningen i sverige.

DANMARK: 200,000 Muslimske immigranter prøver at diktere deres anti-Israel, Anti-Amerika politik overfor 5 millioner Danskere. Selvom Muslimer kun udgør 4% af befolkningen, bruger de mere end 40% af den sociale velfærdsydelse. De udgør også 75% af de dømte voldtægtsforbrydere i landet.

ITALIEN: 1 million Muslimer (I Italien udgør Muslimer 95% af alle dømte voldtægtsforbrydere og 85% af alle dømte mordere.)

Læg mærke til at af de 48 lande der har muslimsk majoritet er de 46 diktatur stater.

Den Saudi Arabiske regering har finansieret bygningen af 1,500 moskeer, 210 Islamiske centre, 202 gymnasier and 2,000 madresser (Islamiske koran skoler) i ikke muslimske lande – for det meste Europa.

Sikkerheds eksperter vurderer at 5% af de 18 millioner Muslimer som nu bor i Europa er støtter af radikale terrorister og sympatisører, de repræsenterer mindst 75,000 til 90,000 potentielle terrorister indenfor Europas grænser.

Og mens den gennemsnitlige Europæiske kvinde får 1.5 børn får den gennemsnitlige muslimske kvinde i Europa 6 til 8 børn.

Afvisningen af Guds Lov

Ved at afvise Guds Lov, falder Frankrig måske snart ind under islamisk sharia lov! Det begyndte med St. Bartholomæus Dag Massakren i 1572 og den ondskabsfulde forfølgelse af de franske hugenoter (protestanterne). Det fortsatte med Kong Louis XIV’s tilbage trækning af Nantes ediktet i 1685 hvor alle Protestanter mistede deres rettigheder og var nødsaget til at flygte fra Frankrig. Inderfor et årh slagtede den franske revolution mere end ti tusind i guillotinen. Nu står Frankrig foran en islamisk revolution. Ved at afvise Guds Lov er de nu på vej mod sharia lov.

At abortere dens fremtid

En nylig rapport udgivet af Christian News af CFT advarer om at Europa er døende som resultat af manglen på barnfødsler. Patrick Buchanan i “The Death of The West” forudså at, hvis nuværende tendenser fortsætter vil den Europæiske befolkning i slutningen af dette århundrede være styrtdykket fra dets nuværende 728 millioner til 207 millioner.

Gene Veith fra World bemærker: “Takket være præventions teknologien er sex blevet skilt fra barnefødsler. Med kvinder der stræber efter deres egen karriere og mænd der har sex uden ægteskabets ansvarlighed, hvorfor så bøvle med børn? For mange kvinder og mænd er svangerskab blevet en uønsket sideeffekt, noget man skal undgå med prævention eller let behandle med en tur til abort klinikken.”

Christian News fra CFT citerer Allan Carlson som sagde: “En vedvarende hedonisme…Gennemsyrer vesten…Det ironiske er dog at denne stræben efter personlig nydelse og rigdom måske vil ende i økonomisk ruin.” Veith opremser nogle af de katastrofale konsekvenser ved en nedgang i befolkningstallet: ”Borgere er ikke blot forbrugere, men producenter. Det at have færre mennesker kan betyde en katastrofe for økonomien, ved både at skabe mangel på arbejdskraft og en mangel på købere. En regering med en lille befolkning har et mindre militær og færre skatteydere. En befolkning i nedgang har altid signaleret en kulturel nedgang, med mindre kreativitet, energi og vitalitet på alle samfundets områder.”

“Det store vestlige hedonistiske parti vil ikke holde meget længere. Der er en jern lov i historien: Fremtiden tilhører de fødedygtige. Ligesom de børne rige, klan centrerede stammer af barbariske tyske fejde det stilstående og sterile vestlige romerske rige af banen, således skal nye barbarre opstå.”

Ved at forlade sin kristne arv, og abortere deres babyer, og omfavne hedonisme og perversion, og forlange ubegrænsede personlige friheder, er Europa på vej mod at blive undertrykt af islamisk sharia lov. Ved at fornægte kristendommen, er Europa i fare for at falde under islamisk totalitarisme.

Den kombinerede effekt af velstand og et drastisk faldende fødselstal har gjort det vestlige Europa til en magnet for millionvis af forarmede muslimer fra nord Afrika og mellemøsten. Og da de fleste Europæere omfavner en praktisk atheisme eller en tåget new age spiritualitet, er de ude af stand til at forstå, for slet ikke at tale om effektivt at håndtere radikal islam. Det er problemet i en nøddeskal.

HVAD ER LØSNINGEN?

Hvordan skal vi som kristne reagere på denne seriøse trussel mod tro og frihed i Europa? Hvordan kan vi MERE END SEJRE i denne krise?

Vi må genkende Guds fjender: Sekulær humanisme og radikal islam.

Guds våben : Bibelsk undervisning, evangelisation, bøn – også forbandelses salmerne.

Guds slag plan/strategi : Missionsbefalingen, Gudfrygtige familier og discipelskab.

Der er to ekstremer vi må være på vagt overfor: Der er dem der nægter at se krisen. De siger der er IKKE NOGET PROBLEM! Og så er der dem som går i panik og siger der er IKKE NOGET HÅB!

Vi må genkende problemet – ærligt og nøgternt. Menesket er fordærvet og i oprør mod Gud og hans ord. Synd høster uundgåeligt store problemer. Men vi må også indse at Gud er suveræn og almægtig, der er kraft i bønnen, og evangeliet er Guds kraft til frelse for enhver som tror. Hvordan skulle nogen kristen kunne sige “der er intet håb!”?

Vi må vågne op for den presserende og seriøse krise. De fleste kirker sover frafaldets søvn. Verden farer forbi på dens vej til helvedet, og alligevel er vores bønnemøder tomme for mennesker og glød. De fleste evangeliske kirker har stort set ingen evangelisation. Missions synet er svagt og meget af det der er gjort i“missionens navn” har meget lidt at gøre med at opfylde missionsbefalingen, “gør disciple … idet I lærer dem…” For at bruge noget militær terminologi: Det meste af den kristne hær i Europa er enten deserteret eller militær nægtere af samvittighedsmæssige årsager. De få trofaste har ofte nok i at synge i barakkerne i stedet for at møde fjenden på slagmarken.

Men vi er kaldet til sejr. Vi skal ikke blot overleve – vi må have fremgang. Vi er kaldet til at være MERE END SEJRENDE.

Vi må overvinde frygten.

“ For Gud har ikke givet os en fej ånd, men en ånd med kraft og kærlighed og besindighed.” 2 Tim1:7

Vi må overvinde fejhed.

“I øvrigt, vær stærke i Herren og i hans mægtige styrke. Ifør jer Guds fulde rustning, så I kan holde stand mod Djævelens snigløb.” Ef 6:10 – 11

Vi må overvinde uvidenhed.

“det er ude med mit folk, fordi det ikke har kundskab.” Hoseas 4:6

Vi må sejre over vantro.

Vi må “overvinde verden” ved vor tro (1 John 5:4).

HVEM ER PÅ HERRENS SIDE?

“Så vælg i dag hvem i vil tjene.” Jos 24:15

Der har aldrig været et mere presserende behov for en bibelsk reformation end nu. Vores tro, vore friheder og vore familier står på spil.

“For Herrens øjne spejder ud over hele jorden, så han kan vise sin styrke og hjælpe dem, der helhjertet er med ham.” 2 Krøn16:9

Vi behøver samme tro og mod som Martin Luther, som kunne stå foran hele Europas forsamlede magt og erklære:“Min samvittighed er overbevidst af Guds ord , Her står jeg. Jeg kan ikke andet. Gud hjælpe mig. Amen.”

Vi har brug for samme mod og overbevisning som Ulrich Zwingli som erklærede: “De kan slå kroppen ihjel – men ikke sjælen!”

Vi har brug for samme doktriner og lidenskab som Johannes Calvin hvis motto var “hurtigt og oprigtigt i min Guds tjeneste.”

Vi må være mere modige, mere trofaste og mere effektive i at opfylde missionsbefalingen.

Humanisme er selv-destruktiv. Islams dage er talte. Islam kan ikke overleve frihed og koranen kan ikke stå model til kritisk akademisk ransagelse.

Vi må vinde vores fjender til Kristus – David var en sejrherre fordi han slog Goliat ihjel. Jesus Kristus var mere end en sejrherre fordi han forvandlede forfølgeren af kirken Saulus til Paulus, kirkens store apostel. Vi er kaldet til at være mere end sejrherre. Vi må forstå islam og vi må evangelisere muslimer.

“hvert knæ skal bøje sig, i himlen og på jorden og under jorden, og hver tunge bekende: Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders ære.” Fil. 2:10 – 11

“Jorden skal fyldes med kundskab om Herrens herlighed, som vandet dækker havets bund.” Hab. 2:14

Som Charles Martel – “Hammeren” – stoppede Muslimernes frem-march ved slaget ved Tours, 732 e.kr, må vi vække kirken til at evangelisere vore muslimske naboer og stoppe den muslimske frem-march i Europa. Ligesom kristne befriede Romanien, Ungarn, Bulgarien og Grækenland fra århundrede af undertrykkelse under tyrkerne sådan må vi også befri vore naboer fra islams bedrag og lede dem til Kristus.

Lad os genopdage vores historie og arv. Det er det denne nye bog“The Greatest Century of Reformation” er blevet lavet for. Som Luther benyttede trykken for at mobilisere Reformationen må vi også bruge Internettet, CD’er, DVD’er, MP3’er, radioen, hjemmesider og godt illustrerede bøger for at fremme Evangeliet i dag.

Europa må vindes tilbage til Kristus. Og Afrika har brug for en bibelsk Reformation og en åndelig vækkelse. Afrika for Kristus!

“Hærskarers Gud, rejs os igen, lad dit ansigt lyse, så vi bliver frelst.” sal 80:8

Det er enten:

GUDS LOV eller SHARIA LOV 
KRISTENDOM eller ISLAM 
REFORMATION eller ISLAMISERING

Lad os vågne og vende tilbage til Biblen. Frygte Gud alene og elske Gud helhjertet. Lad os arbejde og bede for Reformation og Vækkelse. Vi må være mere end sejrherre og genvinde vores nation til Kristus.

“Vil du aldrig give os liv igen, så dit folk kan glæde sig over dig?” Psalm 85:7

Dr. Peter Hammond
​
Reformation Society
PO Box 74
Newlands, 7725
Cape Town, South Africa
Tel: 021-689-4480
Fax: 021-685-5884
E-mail: info@ReformationSA.org
Web: www.ReformationSA.org

​Formålet med at fejre Reformationen er ikke at genåbne gamle sår, eller at give nutidige katolikker skylden for hvad tidligere paver og deres håndlangere måtte have gjort for 400-500 år siden.
Formålet med at fejre Reformationen er at sætte fokus på det utrolige mod og overbevisning som reformatorerne, der gav os biblen tilbage frit tilgængeligt på vore egne sprog, havde. Reformationens kampråb: Skriften alene er vores autoritet, Kristus alene er Kirkens hoved, Frelse er ved Guds nåde alene, modtaget ved Troen alene, er positive og gavnlige for alle.
Katolikkerne har selv utrolig stor gavn af Reformationen. Reformatornes dristige handlinger tvang den katolske kirke til selv at indføre en lang række reformer der radikalt forbedrede de gejstliges moralske standard, fjernede mange slags misbrug og i sidste ende tvang det Andet Vatikaner Koncil til at give deres egne gejstlige tilladelse til at læse Biblen på deres eget sprog.
Det Protestantiske Reformation frembragte den største fødsel af frihed og Bibelstudie nogensinde. Reformationens undervisning producerede de mest produktive, velstående og frie nationer i historien. Alle har nydt gavn af ofrene, modet, troen og kærligheden reformatorerne viste.
Nogle har sagt at ved at fejre Reformationen siger vi at katolikker ikke kan blive frelst. Og dog var mange af de Reformatorer vi fokuserer på: John Wycliffe, John Huss, Martin Luther, Ulrich Zwingli, and William Tyndale, i blandt mange andre, selv ordineret katolske præster. Selvfølgelig tror vi på at katolikker kan blive frelst: ved Guds nåde, modtaget i tro, på basis af Kristi forsoning på golgathas kors, gennem skriften, som er Guds kraft til frelse for enhever som tror.
Reformationens vedvarende relevans med at applikere Guds Ord til alle livets områder burde også være os klart. Mange Reformerte troende har tacklet forskellige trusler og udfordringer. I middelalderen, på Luthers tid, var den største politiske magt, det romerske empirium, Og den eneste kirkelige autoritet i det vestlige og centrale Europa var den romersk katolske kirke. Naturligvis var hans fokus misbruget, korruptionen og uvertroen der var udbredt i systemet han levede under.
William Carey konfronterede hindunismens overtro, korruption og misbrug, David Livingstone konfronterede Animismens vederstyggeligheder, overtro og misbrug og den islamiske slavehandel. Charles Spurgeon konfronterede de liberale i ”the Baptist Union”. Gresham Machan arbejde mod misbruget, korruptionen og liberalismen i ”the Presbyterian Church, USA”. Eric Liddell bekæmpede Sekularister og Humanister i ”the Olympic Committee” og Shintonisme i det Japanske empirium; Richard Wurmbrand konfronterede kommunismens vederstyggelighederne og misbrug. Reformerte Kristne er ikke anti-katolske, de er pro-Kristus.
I vores hengivenhed til studie, tro, prædik og appliker Biblen til alle livets områder, vi må ikke vige tilbage fra at konfrontere alle misbrug og trusler der møder os. Ligegyldigt fra hvilken side de måtte komme. Vi er ikke anti-Katolske. Nogle af vores venner og kolleger i kamp for retten til liv, for ufødte børn er katolikker. Mange af de kirker vi distribuerer Bibler og hjælp til, i kommunistiske og muslimske lande, er katolske. Katolikker er ofte vores største allierede i kampen mod de trusler der møder os i dag: Sekulær Humanisme, Kommunisme, Materialisme and Islam. Men budskabet og tjenesten fra reformatorerne er yderst vigtig og relevant i dag. De tog sig af primære problemstilleinger angående autoritet, frelse og Guds Ord. Vores tro og friheder står på spil.
Sagt med Martin Luthers ord: “Hvis jeg proklamerer med den højeste stemme og det klareste eksposition hverenkelt del af sandheden i Guds Ord, bortset fra præcis det punkt som verden og djævelen netop angriber, så bekender jeg ikke Kristus, ligegyldigt hvor modigt jeg så end måtte proklamere ham. Hvor slaget står, der bevises soldatens loyalitet; og at står han fast på alle fronter bortset fra den hvor slaget står er det ikke andet end flugt og vanære – hvis han give efter på slagfronten.”
The Greatest Century of Reformation
By Peter Hammond
Reformation Society
P O Box 74
Newlands 7725 
Cape Town
South Africa
Email:  info@ReformationSA.org
Website: www.reformationsa.org

DEN KONTROVERSIELLE
Luther er til tider blevet beskrevet som en storslået akademiker der genopdagede det centrale budskab i Biblenhas, en profet som Elias eller Johannes døberen, der reformerede Guds folk, befrieren der rejste sig for at sætte sit folk fri af den Romerske undertrykkelse, den sidste middelalder mand, og den første moderne mand. Zwingli beskrev ham som: “Den Herkules der besejrede det romerske tyranni.” Pave Leo X kaldte Luther: “Et vildsvin, der ødelagde hans vingård.” Kejser Karl V beskrev ham som: “En dæmon i munke dragt!”
​
SØNNEN 
Martin Luther blev født den 10 November 1483 i Eisleben, Saxony. Hans Far, Hans Luder havde arbejdet hårdt for at klatre op af den ”sociale rangstige” fra sine ydmyge bonde baggrund til at blive en succesrig kobbermine entrepenør. Hans giftede sig med Margaretha Lindemann, datteren i en velstående og dygtig familie der inkluderede læger, advokater, universitets professorer og politikere. Hans Luder ejede adskillige miner og smelte ovne og han blev medlem af byrådet i Mansfield, hvor Martin voksede op, under en streng disciplin der var typisk på den tid.

STUDENTEN 
Fra 7 år, begyndte Martin at studere Latin i skolen. Hans havde til hensigt at hans søn skulle være advokat, så han sendte ham på universitetet i Erfurt før hans 14 fødselsdag. Martin viste sig at være yderst intelligent og opnåede sin BA og Cand grad på den kortest tilladte tid efter universitetets regler. Martin viste sig at være så dygtig en debattør at han fik tilnavnet: “filosoffen.”

STORMEN 
I takt med at Martin excellerede i sine studier, begyndte han at tænke på sin sjæls tilstand og han begyndte at sætte spørgsmålstegn ved den karriere hans Far havde valgt for ham. Imens han rejste til fods, nær en by ved navn Stotternhein, bragte et frygteligt tordenvejr Martin i knæ. Imens lynene ramte rundt om ham, kaldte Luther på beskyttelse hos minernes skyts helgen: “St. Anne, hjælp mig, så bliver jeg munk!” Stormen omkring ham passede fint til den storm der var i hans sjæl.

MUNKEN 
Selvom hans forældre var fromme folk, var de chokerede da han opgav sine jura studier i Erfurt og gik ind i et Augustiner kloster. Martin var 21 år da han i juli 1505 gav alle sine ejendele væk – inklusiv sin lut, hans mange bøger og tøj og gik ind i det Augustinske sorte kloster.
Luther tilpassede sig hurtigt til klosterlivet, han kastede sig helhjertet ind i det fysiske arbejde, åndelige discipliner, og studier der blev krævet af ham. Han gik meget længere end de krævede regler indenfor faste, bøn, stilhed og tvang sig selv til at sove på det kolde stengulv uden tæppe, piskede sig selv, og seriøst skadede sit helbred. Han blev beskrevet som: ”hengiven, ærlig, umådeholdent selvdisciplineret, nådesløst selvkritisk, intelligent...” og ”ulastelig.” Luther fulgte kloster idealet fuldt ud og hengav sig selv til studier, bøn og sakramenterne. Han udmattede sin præst med sine bekendelser og med de straffe han gav sig selv, med faste, søvnløse nætter og selvtortur.

PROFESSOREN 
Luthers vise og gudfrygtige overordnede, Johannes von Staupitz så Martins store interlektuelle talenter og for at lede hans syn lidt væk fra ham selv, beordrede han ham til at gøre yderligere studier i hebraisk, græsk og i skriften og blive en universitets lektor for ordnen.
Luther blev ordineret til præst i 1507 og studerede og underviste ved universitetet i Wittenberg og Erfurt (1508 – 1511). I 1512, modtog Martin Luther sin doktor grad og aflagde det traditionelle løfte forud for at blive professor ved universitetet i Wittenberg til trofast at undervise i og forsvare skriften. Dette løfte skulle vise sig at være en enorm trøst for ham senere. Luther så aldrig sig selv som en rebel, men snarere som en teolog som søgte at være trofast mod det løfte der krævede af ham at han skulle undervise i og forsvare den hellige skrift. Luther lærte det meste af det nye testamente, det gamle testamente og salmerne udenad.

WITTENBERG 
Universitetet i Wittenberg var blevet grundlagt af Prins Frederick af Saxen i 1502. Luthers ven fra universitets dagene i Erfurt, George Spalatin, var nu præst og sekretær for prinsen, og tæt involveret i prinsens nye projekt, hans universitet. Wittenberg var på dette tidspunkt en lille flodbreds by med kun omkring 2,000 indbyggere. Prins Frederick ønskede at opbygge det til hans nye hovedstad i Saxen.

STUDIER DER RYSTEDE VERDEN 
Fra 1513 til 1517, underviste Luther ved universitetet i Salmernesbog, Romerbrevet og Galaterbrevet. Det at være universitets professor ville have været et fuldtids job, Luther havde dog andre pligter også. Han var overseer for 11 Augustiner klostre, inklusiv det i Wittenberg. Luther var også ansvarlig for at prædike regelmæssigt i kloster kapellet, by-kirken og slots-kirken. Det var en blanding af Luthers toelogiske og pastorale bekymringer der fik ham til at skride til handling, der senere skulle udarte sig i Reformationen.
Luther havde længe været åndeligt plaget over Guds retfærdighed. Gud forlangte absolut retfærdighed ”vær perfekte, som jeres himmelske Fader er perfekt.””Vær Hellig, som jeg er hellig.” Vi er forpligtede på at elske Herren af hele vores hjerte, og vores naboer som os selv.
Det var på grund af denne store bekymring for hans evige frelse at Luther havde forsøgt at flygte fra verden. På trods af hans fars store sorg og vrede, havde han begravet sig dybt i klosteret og levet i streng askese. Og selvom han havde dedikeret sig til at fortjene sig til frelsen ved gode gerninger , og muntert havde gjort sine pligter, bøn, faste, og plagede sig selv langt udover kloster reglerne, blev han alligevel stadig anklaget af en frygtelig fornemmelse af hans dybe synd og fortabte tilstand.

“ DEN RETFÆRDIGE SKAL LEVE AF TRO”
Så fandt Luther noget trøst i Bernard af Clairvoux andagtsstykker, som understregede Kristi frie nåde til frelse. Augustins skrifter gav yderligere indsigt. Da han så begyndte at studere skriften, på hebraisk og græsk, fyldte en uudsigelig glæde hans hjerte. I 1512, begyndte han at studere Paulus` s brev til Romerne, og så “For i det (evangeliet) åbenbares Guds retfærdighed af tro til tro – som der står skrevet: Den retfærdige skal leve af tro” Romans 1:17.
Luther sagde senere at idet han begyndte at forstå at denne Guds retfærdighed var en gratis gave af Guds nåde, ved hvilken vi kan leve ved tro, “Jeg følte mig fuldstændig født på ny og blev ledt gennem åbne porte ind i selve paradis. Pludselig stod hele skriften i et andet lys for mig. Jeg genkaldte andre skriftsteder jeg havde lært udenad og så at også de viste at, denne Guds gerning, er en gerning Gud virker i os... således at Paulus`s ord om at den retfærdige skal leve af tro, blev selve ingangen til paradis for mig.” Hans syndebyrde forsvandt. Indtil dette punkt havde Luther forsøgt at fortjene frelsen ved hans gode gerninger, selvom han aldrig følte at han havde gjort nok. Nu havde Gud talt til ham gennem skriften. Mennesket er ikke frelst ved gerninger, men ved troen alene.

ET VENDE PUNKT 
Som doktor, måtte Luther aflægge et løfte om trofast at tjene kirken gennem at undervise og studere Biblen. Ved universitet var han ansvarlig for at uddanne præster. Nu hvor Luther havde oplevet Guds nåde i Kristus gennem at læse skriften, begyndte Luther at se tomheden, selvviskheden, meningsløse ”fromhe” og overtroiske vantro ved hans tidligere riligiøse hengivelse. Luther kunne heller ikke undgå at se den samme pietistiske svindel og farisæiske håbløshed overalt omkring ham.
I 1510, før han blev professor i Wittenberg, var Luther blevet sendt til Rom af sin munkeorden. Det han så der havde chokeret og disillusioneret ham. Rom var selve billedet på den gamle civilisation og ”Kristi vikar på jordens residens”paven. Luther var forfærdet over den synlige amoral og alsidige afstumpethed der var i Rom på det tidspunkt.

AT FORSTÅ KATOLOCISME 
Det centrale i katolsk kirkeliv i middelalderen var Messen, alterets sakramente. Den romersk katolske institution satte stort fokus på at straffe synder i skærsilden, som et sted af renselse ved ild før de trofaste var klar til at træde ind i Himlen. De lærte at der var fire sakramenter der gav tilgivelse, og syndsforladelse, og fjernelsen af dens straf: Dåb, Messen, bod og den sidste olie. Hjertet i boden er absolution hvorved præsten benåder den angrende fra hans synder og evig straf. Efter absolutionens ord, sagt af præsten, modtog den angrende synder syndsforladelse, udfrielse fra evig straf og genindsat i nådens tilstand. Dette krævede at synderen skulle gøre en form for gerning, ved at sige x antal bønner, ved at faste, ved at give almisser, ved at tage på pilgrimsrejse, eller ved korstog.

AFLAD 
Med tiden, havde middelalder kirken tilladt at den angrende i stedet for gerninger kunne betale en sum penge, i stedet for anden form for straf. Præsten kunne så komme med en officiel udtalelse, en aflad, der løste en fra anden straf ved at have givet penge. Med tiden tillod kirken at man kunne købe aflad, ikke bare for en selv, men også familie og venner som var døde og kommet i skærsilden. De påstod at disse aflad ville forkorte den tid man ellers skulle lide i skærsilden.
Dette med at bevilge aflad bygger på den katolske dogme om Works of Supererogation. Denne ubibelske doktrin påstod at gerninger der var gjort udover det Guds lov kræver optjente en præmie. Da Kristus og apostlene havde perfekt hellighed og havde opsparet gode gerninger i Himlen, påstod den katolske kirke at den kunne hæve disse “extra merits” for at opnå retfærdiggørelse for dem der gav kirken en bestemt sum penge.

AFLADS INDUSTRIEN 
Dette aflads system var meget populært hos befolkningen der hellere ville betale nogle penge end sige en masse bønner eller messer for at spare dem selv eller andre tid i skærsilden. Afladen var også blevet en kæmpe indtægtskilden for pavedømmet.
For at finansiere bygningen af den storslåede St. Peters Katedral i Rom, havde Pave Leo X autoriseret en total aflad. Og således i forbindelse med denne pave indsamlingkampagne for at færdiggøre St. Peters Basilica, skete det at Dominikaner munk og aflad super sælger, John Tetzel ankom i Saxen. Den skamløse og skandaløse måde ved hvilken Tetzel pantsatte afladen forargede Martin Luther. Salgs slogans såsom: “Når mønte i kisten klinger, straks sjælen ud af skærsilden springer” forledte godtroende mennesker omkring deres sjæls evige tilstand.
Luthers studier af skriften havde overbevist ham om at frelse kom ved Guds nåde alene, bygget på Kristi forløsning på korset alene, modtaget ved troen alene. Aflad kunne ikke fjerne nogen skyld, og kunne kun indgyde en falsk følelse af tryghed. Folk blev evigt forledt.

DE 95 THESER 
Be$kymringer der havde vokset siden hans besøg i Rom i 1510, ledte Luther til at indgive en officiel klage over afladens misbrug, på allehelgens dag (1 November), ville folk komme fra nær og fjerne for at se de mere end 5000 relikvier der var udstillet i slots-kirken, som var bygget specifikt for at rumme denne store samling. Så, den 31 Oktober 1517, naglede sine Martin Luther 95 teser mod afladen til kirkedøren. Han sendte også et kopi til ærkebiskoppen i Mainz.
Disse teser skabte sådan en sensation at indenfor 2 uger, var de blevet trykt og læst i hele Tyskland. Indenfor en måned, blev kopier trykt og solgt over hele Europa.
De 95 teser begynder med ordene: “Siden vor Herre og Mester, Jesus Kristus sagde: ”Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!”(Matt 4:17), Så vil han at hele den troendes liv skal være et liv i anger.”
Luther sagde at intet sakramente kunne fjerne vores personlige ansvar til at svare Kristi befaling ved et indre anger vist ved en ydre forangring, en tranformation og fornyelse i hele vores liv. Luther understregede at kun Gud kan tilgive synd, og at aflad var fup. Det ville være langt bedre at give til de fattige, end at spilde sine penge på aflad. Hvis paven virkelig havde magt over sjæle i skærsilden, hvorfor ville han så ikke frigive dem af ren kristen gavmildhed?

EMPIRIET SLÅR IGEN 
Luthers 95 teser underminerede radikalt Tetzels forretning, og bragte næsten afladshandlen i stilstand. Tetzel, Mazzolini, og John Eck udgav angreb mod Luther, hvor de forsvarede afladshandlen. Da ingen af Luthers venner rejste sig for at forsvare ham, følte Luther sig forladt. Mange af hans nærmeste venner følte at han havde været for grov i sin kritik angående denne etablerede kirkehandling. Med pavemagten udfordret og pavens profit ødelagt, samlede kirken sine krafter for at få denne oprørske munk til at makke ret. Først forsøgte Augustinerne ved deres almindelig møde at bringe Luther til tavshed. Så var han til et rivegilde af et møde med Kardinal Cajetan i Augsburg. Så i juni 1519, debatterede John Eck med Luther i Leipzig.
Nogle af Luthers venner forsøgte at få ham til at ordne det i fred ved at give efter, men for Luther var dette nu en principsag. Skriftens sandhed og evige sjæle stod på spil.
Som forberedelse til debatten i Leipzig, var Luther dykket ned i et studie i kirkehistorie og kanonisk lov (kirkelov). Hans studier overbevidste ham om at mange dokumenter, såsom Konstantins donation (overdragelse af romerriget til pavedømmet) var forfalskninger .

LEIPZIG DEBATTEN 
Den 4 Juli 1519, mødte Eck og Luther hinanden i Leipzig. Emnet der blev debateret var pavens suverænitet. Luther påpegede at den Øst ortodokse kirke var en del af Kristi kirke, selvom den aldrig havde vedkendt sig den romerske biskops suverænitet. De store kirkekonciler i Nicea, Chalcedon og Ephesus kendte intet til pavens suverænitet. Men Eck manøvreredeLuther ind i et hjørne og provokerede ham til at forsvare nogle af den kætterdømte John Hus`s holdninger. Ved at få Luther til at stille sig på den samme side som en dømt kætter, var Eck sikker på at han havde vundet debatten. Ikke desto mindre havde Luther styrket sin position blandt sine tilhængere og vandt mange nye tilhængere, inklusiv Martin Bucer, (som blev en vigtig leder under Reformationen, og hjalp med at oplære Johannes Calvin).
Luther udgave en skildring af debatten i Leipzig og tilføjede en mængde undervisende foldere. ”Om Gode Gerninger” havde en vidtrækkende effekt og lærte at mennesket var frelst af nåde alene. “Det nobleste af alle gode gerninger er at tro på Jesus Kristus;” Luther mente at: hvis skomagere, husmødre, bønder og forretningsmænd gør deres gerninger til Guds ære, er de mere glædelige for Gud end munke og nonner.

EKSKOMMUNIKATION 
Den 15 June 1520, underskrev Pave Leo X en band bulle der Ekskommunikerede Luther. Der beskrev Luthers undervisning som: ”kættersk”,”skandaløs”,”falsk”,”provokerende” og ”forførende” Bullen opfordrede alle kristne til at brænde Luthers bøger og at forbyde Luther at prædike. Alle byer og områder der husede ham ville blive sat under et interdikt.
Som svar, skrev Luther: ”Mod antikrists ubehagelige bulle.” Den 10 December 1520, omringet af en stor gruppe studender og lektorer brændte han den pavelige bulle, samme med en masse kirkelovs bøger, udenfor Wittenbergs mure.
Da Pave Leo nu havde udtømt alle kirkelige muligheder for at bringe Luther til orden, appeleredee han nu til Kejseren om at sætte en stopper for Luther.

KALDT TIL WORMS 
Tidligere, i 1518, da paven havde kaldt Luther til Rom, havde Prins Frederick brugt alt sin magt til at få denne pavelige indkaldelse aflyst. Da Luther blev indkaldt til Augsburg og Leipzig, havde Prins Fredrick sørget for løfter om frit lejde. Men nu, hvor kejser Maximilian var død, var Karl V af Spanien blev valgt til kejser af det hellige romerske rige. Prins Frederick havde selv været en seriøs kandidat til denne post, og havde stadig en meget stor indflydelse. Så han bevægede Karl V til at garantere frit lejde til Luther der var indkaldt til et møde i Worms med alle tyske regenter.

STATEN 
Året før hans indkaldelse til rigsdagen i Worms, udgav Luther nogle af hans mest indflydelses rige traktater. I hans skrift Til de tyske adelige (August 1520) kaldte han på prinserne til at rette de fejl der var indenfor kirken og til at frigøre den tyske kirke for den udnyttelse der foregik under Rom.

KIRKEN 
I kirkens Babyloniske fangenskab (October 1520), argumenterede Luther for at Roms sakramentale system holdt kristne fangede. Han angreb pavedømmet for at frarøve den individuelle kristne deres frihed til at tale dirkete med Gud ved tro – Uden den ubibelske præst eller sakramente som mellemmand. For at være gyldigt sakramente skulle det være indstiftet af Kristus og udelukkende kristent. Udfra denne test kunne han ikke finde belæg for fem af de romerske sakramenter. Luther beholdt kun dåben og nadveren og plaserede dem i de troendes fællesskab, frem for i det kirkelige hiraki. Faktisk, afviste Luther det traditionelle syn hvor kirken var det hellige hiraki ledet af paven og præsenterede det bibelske syn af kirken som et fællesskab af genfødte ihvilket alle troende var præster, der har direkte adgang til Gud gennem Kristus.

DET KRISTNE LIV 
I Et kristent menneskes frihed (November 1520), præsenterede Luther essenserne i kristen tro og opførsel. Luther fjernede nødvendighed af monatisme ved at understrege at essensen i det kristne liv ligger i at tjene Gud i vores kald, det være sig i sekulær eller kirkelig tjeneste. Ved at promovere denne protestantiske arbejdsmoral, lagde Luther fundamentet for frihandlen og den enorme produktivitet som den inspirerede. Han lærte at gode gerninger ikke gør en mand god, men at en god mand gør gode gerninger. Frygt giver ikke et træ, men et træ giver frugt. Vi er ikke frelst ved gode gerninger, men ved nåde alene. Men, når vi en gang er frelst, skal vi forvente at gode gerninger følger som resultat af sand tro.

AT SE DØDEN I ØJNENE 
Hidkaldt til Worms, troede Luther at han gik til sin død. Han insisterede at hans medarbejder, Philip Melanchthon, skulle blive i Wittenberg. “Min kære broder, hvis jeg ikke kommer tilbage, hvis mine fjender slår mig ihjel, vil du fortsætte med at undervise i og stå fast ved sandheden; hvis du lever, vil min død betyde lidt.” Luther ved Worms var 37 år gammel. Han var blevet ekskommunikeret af paven. Luther ville have husket at martyren, John Hus, et århundrede forinden havde rejst til Constance med et løfte om frit lejde, som ikke blev overholdt. Luther erklærede: “Selvom Hus blev brændt, blev sandheden ikke brændt, og Kristus lever endnu... Jeg vil gå til Worms, om der så skulle være lige så mange djævle som teglsten på tagene.”
Luthers rejse til Worms var som en sejrs-parade. Mængder fyldte gaderne og jublede over den mand der havde vovet at stå for Tyskland imod paven.

FOR KEJSEREN
Klokken4 onsdag den 17 April, stod Luther for regenterne i det hellige romerske rige. Kejser Karl V regerede over Østrig, Spanien, Holland stor dele af Italien og Amerika. Som 21 årig regerede Karl V over et område større end noget andet siden Charlemagne.
Midt i hele denne pomp og pragt stod kejserens trone rejst på en platform, der var spanske riddere i skindende rustninger på begge sider, 6 prinser, 24 grever, 30 ærkebiskopper og biskopper, og 7 ambassadører.
Luther blev bedt om at identificere hvorvidt bøgerne på bordet var hans. Efter Luthers bekræftelse , spurgte en tjenestemand Luther: “Ønsker du at trække dem tilbage, eller vedbliver du med at stå ved dem?” Luther var kommet i den tro at der ville blive mulighed for at debattere tingene, men nu stod det klart at der ikke ville blive nogen debat. Rigsdagen beordrede ham til at trække sine skrifter tilbage. Luther Udbad sig mere tid så han kunne svare uden at gøre skade på Guds ord eller sin fare for sin egen sjæl. Kejseren gav ham 24 timer.

KONFRONTATION 
Den næste dag, Torsdag den 18 April, som solen gik ned og fakler blev tændt, blev Luther gennet ind i forsamlingen. Han blev endnu engang spurgt om han ville trække sine skrifter tilbage. Luther svarede at nogle af hans bøger lærte vedtagne kristne dogmer om tro og gode gerninger. Han kunne ikke benægte vedtage kristne sandheder. Andre af hans bøger angreb pavedømmet og at trække disse tilbage ville være at opfordre tyranni og dække over ondskab. I den tredje katagori af bøger, havde han angrebet individer der forsvarede paveri og i disse, indrømmede Luther, havde han talt for strengt.
Forhørslederen var ikke tilfreds: “Du skal give et simplet, klart og ordentligt svar... vil du, eller vil du ikke trække dine skrifter tilbage?”

“ HER STÅR JEG”
Luthers svar først givet på latin og så gentaget på tysk, rystede verden:response, first given in Latin and then repeated in German, shook the world: “Medmindre Jeg bliver overbevist udfra skriften og sund fornuft om at jeg tager fejl – for paver og kirkemøder har ofte taget fejl og modsagt sig selv – Kan jeg ikke trække dem tilbage, for jeg er underlagt de skrifter jeg har citeret; min samvittighed er bundet til Guds Ord. Det er usikkert og farligt at handle imod sin samvittighed. Her står Jeg. Jeg kan ikke andet. Gud hjælpe mig. Amen.”
Midt i den chokerede stilhed, hørtes jubelråb over denne modige mand som stod op mod kejser og pave. Luther vendte sig og forlod rigsdagen. Talrige tyske adelige dannede en cirkel om Luther og eskorterede ham sikkert tilbage til hans gemakker.

FORDØMT 
Kejseren var rasende. Alligevel insisterede prins Frederick at Karl V skulle stå ved sit løfte om frit lejde for Luther. Karl V rasede mod ”denne djævel i munke forklædning” og udstedte et edikt fra Worms, som erklærede Luther fredløs, og krævede hans arrestation og død som ”kætter.”

KIDNAPPET 
Da Luther rejste tilbage til Wittenberg, mens han prædikede i byer på ruten, dukkede pludselig armerede rytter ud af skoven, snuppede Luther fra vognen og slæbte ham til Wartburg Slot. Denne kidnapning var arrangeret af prins Frederick i dyb hemmelighed for at redde Luthers liv. Tiltrods for kejserens edikt om at alle der hjalp Luther ville miste liv og ejendom, risikerede Frederick sin trone og sit liv for at beskytte hans præst og professer.

WARTBURG SLOT 
De næste 10 måneder var Luther gemt på Wartburg Slot, som Ridder Jørgen (Junker Jørgen), han oversatte det nye testamente til tysk og skrev foldere såsom: “En bekendelse om paven har ret til at kræve det; om afskaffelsen af private messer” og “Kloster løfter.” Ved 1522, Var det nye testamente, på tysk, til salg for kun en uges løn.

REVOLUTIONEN FORMANES 
I Luthers fravær, indførte professer Andreas Karlstadt revolutionære forandringer, hvilket udviklede sig til voksende social usikkerhed. I marts 1522, vendte Luther tilbage til Wittenberg, og gennem 8 dages intensiv prædiken, formanede han mange af Karlstads tiltag, og erklærede at han satte for stor vægt på udvendig reform og introducerede en ny legalisme der truede med at sætte retfærdiggørelse ved tro og spiritualiteten ved Evangeliet i skyggen. Luther frygtede at den nye legalisme ville underminere den reformerte bevægelse indefra.

BONDEOPRØRET 
Da bondeoprøret udbrød, var Luther skrækslagen over anarkietet, kaoset og blodsudgydelserne. Han gendrev revolutionærerne og skrev “Imod de tyvagtige og morderiske bonde horder.” Lamslået over ødelæggelsen og massakrene forårsaget af bondeoprøret, lærte Luther at prinserne havde pligt til at genskabe social orden og slå oprørende ned.

ÆGTESKAB 
I 1525, den 13 Juni, blev Luther også gift med Katherina von Bora, en tidligere nonne fra en nodel familie. Luther kaldte familie livet: “karakterens skole” og han understregede familiens vigtighed som fundament for samfundet. Luther og Katie blev velsignet med 6 børn.

DEN TRÆLBUNDNE VILJE 
I 1525, skrev Luther også en af sine mest vigtige bøger: “Den trældbundne vilje.” Dette var som svar på Desiderius Erasmus`s bog ”Viljens frihed”, udgivet i 1524. Luther svarede hånligt på Erasmus’s teorier om fri vilje, og sagde desuden at menneskets vilje var så fuldstændig bundet til synd at kun Guds gerning kunne frelse. Luther fremførte det Augustinske syn på forudbestemmelse og udtalte at han langt hellere så sin frelse i Guds hænder, end i hans egne.
Som et resultat på denne udveksling melem Luther og Erasmus, ophørte mange renæssance humanist akademikere med at støtte Luther.  

EN FORANDRINGENS TID 
Reformationen medbragte ikke bare store forandringer i kirken, men også dramatiske forandringer i samfundet. Først og fremmeste fokuserede Reformationen på at bringe doktriner, kirkeledelses former, og tilbedelse og det daglige liv i overensstemmelse med Guds Ord. Men dette havde selvfølgelig også enorme implikationer for politisk, økonomisk, social og kulturelt liv i øvrigt.  

GUDS ORD OVER ALLE TING 
Luther gennemgik den latinske liturgi og oversatte den til tysk. Nu modtog lægfolkene nadver i både brød og vin, som Husisterne havde lært et århundred forinden. Hele tyngden af kirketjenesten skiftede fra den sakramentale fejring af messen til forkyndelsen og undervisningen af Guds Ord. Luther mente at alle mennesker havde ret og pligt til at læse og studere Biblen på deres eget sprog. Dette blev fundamentet for Reformationen: En grundig læsning af Biblen, som kilden til al sandhed og eneste legitime autoritet, for alle spørgsmål om tro og handling.

DEN SANDE KIRKE 
Kirken er en samling af troende, ikke et hierarki af tjenestefolk. Kirken er en organisme frem for en organisation, en levende krop på hvilket hver troende er en del. Luther lagde vægt på det almene præsteskab. Vi opnår ikke frelse gennem kirken, men vi bliver medlemmer af kirken når vi bliver troende.  

REFORMATIONENS BASALE PRINCIPPER 
Luther håndterede mange primære temaer, inklusiv:
1. Autoritet – Biblen alene er vores autoritet og ikke kirkemøderne eller lederne. Biblen står over traditionen.
2. Frelsen – Er ved Guds nåde alene, opnået ved Kristi forsoning alene, modtaget ved tro alene. Nåde kommer før sakramenter.
3. Kirken – Den sande kirke består af de udvalgte, dem der er genfødt af helligånden. Genfødt kirkemedlemskab.
4. Præsteskabet – består af sande troende. Den almene præsteskab.

REFORMATIONENS KAMPRÅB
Den protestantiske Reformation mobiliseret af Luther samledes omkring disse store kampråb:
Sola Christus – Kristus alene er kirkens hoved.
Sola Scriptura – Skriften alene er vores autoritet.
Sola Gratia – Frelse er ved Guds Nåde alene.
Sola Fide – Retfærdiggørelse er modtaget ved Tro alene.
Soli Deo Gloria – Alt skal gøres til Guds Ære alene.

LUTHERS EFTERMÆLE 
På trods af at Luther blev erklæret fredløs af kejseren, overlevede han, så han kunne tjene og skrive i yderligere 25 år og døde af naturlige årsager, 18 februar 1546.

På trods af mange sygdomme,forblev Luther meget aktiv og produktiv som rådgiver for prinser, teologer, og præster, udgav store kommentarer, lavede mange bøger og foldere, og han færdiggjorde oversættelsen af det gamle testamente til tysk i 1534. Luther fortsatte med at prædike og undervise til sidst i sit liv. Han underoldt ofte studenter og gæster i sit hjem, og han skrev smukke gigte og salmer, inklusiv en salme der vil leve evigt: “Hvor Gud han er så fast en borg”.

Luther gjorde også meget for at promovere uddannelse. Han arbejde utrætteligt for at lave skoler overalt. Luther skrev sin lille katekismus for at oplære børn i troen centrale dogmer.
Det har været almindeligt at afbillede Luther som en simpel munk, som udfordrede paven og kejseren. Faktisk var Luther alt andet end simpel. Han var veluddannet, erfaren og gjort ting langt udover andre mennesker på hans alder.

Han havde boet i Magdeburg, Eisenach og var en af de mest dekorerede afgangselever fra universitet i Erfurt. Luther rejste til Cologne, til Leipzig, og havde krydset Alperne, og rejst til Rom. Luther var en eminent elev, med en enorm bredte i hans læsning, som havde udmærket sig i sine studier, og opnået en Cand. grad i Teologi på rekord tid. Han var en bestseller forfatter, en af de største prædikanter nogensinde, en højt respekteret teologi professor, og en af de første lektorer til at undervise på tysk, i stedet for latin.

Langt fra bare at være en simpel munk, var Luther prior i sit kloster og distrikts vikar for 11 andre klostre.
Luther var en munk, en præst, en prædikant, en professer, en forfatter og en reformator. Han var en af de modigste og mest indflydelses rige personer i historien. Den lutherske tro blev ikke bare adopteret i nord Tyskland, men også Danmark, Norge, Sverige, Finland og Island.

Luther var en af de mest kontroversielle personer på sin tid og er fortsat med at være regnet som kontroversiel indtil den dag i dag. Der er ingen tvivl om at Luthers søgen efter fred med Gud har forandret hele historiens gang for menneskeheden. Han udfordrede Roms magt over den kristne kirke, smadrede de overtroiske bånd og tyranni og genskabteden kristne frihed til tilbedelse af Gud i ånd og sandhed.

“For jeg skammer mig ikke ved evangeliet; det er Guds kraft til frelse for enhver, som tror …“For i det (evangeliet) åbenbares Guds retfærdighed af tro til tro – som der står skrevet: Den retfærdige skal leve af tro” Romans 1: 16-17.

Dr. Peter Hammond

Reformation Society
PO Box 74
Newlands, 7725
Cape Town, South Africa
Tel:             021-689-4480      
Fax: 021-685-5884
E-mail:  info@ReformationSA.org
Web: www.ReformationSA.org

​Forny dit sind ved at læse gennem hele Biblen.

Læs flere bøger om Reformationen.

Skaf biografier om hver enkelt Reformator.

Besøg www.ReformationSA.org hjemmesiden og relaterede links.

Invester i flere resourcer til Reformation, inklusiv CD’er og DVD’er.

Studer bogen “Greatest Century of Reformation.”

Spørg efter ”Reformations eksamen” for at teste din viden.

Abonner på ” Christian Action magazine” (PO Box 23632, Claremont, 7735, South Africa).

FORBØN

Bed for åndelig vækkelse og Bibelsk Reformation.

Praktiser Martin Luthers Praktiske Program til genoplivning af dit bønsliv (kapitel 16).

Indbyg citater og eksempler fra ” The Greatest Century of Reformation” i dine bønnemøder.

Genskab dit andagtsliv ved at bede gennem salmernes bog.

ENGAGEMENT

Bliv medlem af ”the Reformation Society” (PO Box 74, Newlands, 7725, Cape Town, South Africa).

Deltag i ” Reformation Society meetings” og ” Biblical Worldview Summits.”

Deltag i ” Great Commission Course” ( www.frontline.org.za).

Organiser Reformation Studie Grupper i dit hjem, skole eller kirke.

Promover en Reformations Fejring i dit område.

Distribuer ”Christian Action” litteratur og ”Reformation Society” foldere.

Lav et bogbord i din kirke.

Presenter Reformations film, eller powerpoints, for din kirke eller skole.

Undervis udfra “Greatest Century of Reformation” for dine elever eller menighed.

Diskuter Reformatorernes eksempler med dine børn.

Tænd påny det åndelige engagemnets ild ved at arbejde for Reformation.

ENGAGEMENT

Støt grupper der arbejder for Bibelsk Reformation.

Giv din tid og talenter til en tjeneste der er dedikeret til Reformation.

Dr. Peter Hammond
Reformation Society
PO Box 74
Newlands, 7725
Cape Town, South Africa
Tel: 021-689-4480
Fax: 021-685-5884
E-mail: info@ReformationSA.org
Web: www.ReformationSA.org

​​George Whitefield blev beskrevet af sin samtid som: “denne tidsalders under.” Whitefield var en veltalende forkynder som tryllebandt sine tilhørere. Han tiltrak nogle af de største menneske mængder der og til den tid nogensinde havde været samlet, over to kontinenter, uden nogen institutionel støtte, gennem bøn og den blotte kraft i hans personlighed. ”The Great Evangelical Awakening” der føg over de britiske øer og nord Amerika i det 18 århundrede er for det meste blevet tilskrevet George Whitefields dynamiske tjeneste.

“ Sandsynligvis har der ikke siden Luther og Calvin været sådan et legeme valgt til at bære nådens ærinde til folke mængderne. Ved Hellig Åndens kraft, forvandlede han sterile religiøse ødemarker til frodige himmelske græsgang, og såede i god jord sæden til praktisk pietisme, hvis frugt velsigner og opmuntre os i de institutioner og vaner der er blevet nedarvet til os fra tidligere generationer af kristne.” Gene Fedele

George Whitefield blev født som den yngste af syv børn, ved Gloucester, som søn af en kroejer. Hans far døde da han var bare to år gammel. Hans mor blev gift igen, men det endte i en katastrofe af en skilsmisse. Hans mor, Elizabeth Whitefield, sled for at vedligeholde ”the Bell Inn”, med George der vaskede gulve, rengjorde værelser og serverede for folk. Whitefield genkaldte senere hvordan hans mor udholdte 14 ugers sygdom efter at have født ham, og at hun ofte sagde at hun forventede mere af ham end af nogle af hendes andre børn. George udtrykte ønske om at “følge min kære frelsers eksempel, som blev født i en stald der tilhørte en kro.” På grund af sin mors bestræbelser, kom unge Whitefield ind på Pembroke College, Oxford, som en opvarter. Han ville komme igennem college ved at opvarte de rigere elever i Oxford.

Selv før ha ankom til Oxford, havde han hørt om “the Holy Club” (methodisterne) af John og Charles Wesley, som generelt blev foragtet og latterliggjort. George følte sig nødt til at forsvare dem med argumenter. Med tiden blev Whitefield budt velkommen til deres “Holy Club” og søgte at leve efter deres strenge regler. På dette tidspunkt, mens han læste “The Life of God in the Soul of Man” af Henry Scougal, erklærede Whitefield: “Gud viste mig at jeg måtte fødes igen.” George nævnte senere at i Oxford blev det klart at han ikke var nogen akademiker, men at han var kaldet til at kommunikere evangeliet. Han besluttede at blive missionær i Amerika. Men, hans store andagts overdrivelse og lange fasten ødelagde hans helbred og han fik en lang og udmattende sygdom.

Da Whitefield kom sig, tilbød Dr. Benson, biskop i Gloucester, ham ordination til diakon. Efter en kort periode som midlertidig præst for en menighed i Hampshire, sejlede Whitefield til Amerika. Han var allerede meget kendt som en populær prædikant. Store menneskemængder havde samlet sig i og omkring London, hver gang han talte. Der var blevet skrevet avis artikler om sensationen “drenge prædikanten” og hans intense og følelsesmæssige præsentationer af bibelske karakterer og historier som blev besøgt af store menneskemængder og usete følelsesmæssige tilkendegivelser. Før han tog til Amerika, udgav Whitefield sit første budskab: “The Nature and Necessity of Our Regeneration or New Birth in Christ Jesus.”

I Georgia, prædikede Whitefield fem gange om ugen til fyldte menigheder. Masser fulgte ham.

Da han vendte tilbage til London, blev kirker åbnet på hverdage og der blev sat vagter ved døren for at forhindre at for mange mennesker skulle tvinge sig ind i bygningerne. Ved Bermondsey church, stod der næsten 1,000 mennesker udenfor kirken, ude af stand til at høre hans budskab. Whitefield følte en stor trang til at prædike til denne forsamling fra gravstenene. Dette var begyndelsen på frilufts-prædikener. Snart, ved Kingswood, nær Bristol, begyndte Whitefield hans frilufts-prædiken for omkring 200 kulmine arbejdere. Anden gang han prædikede samlede der sig 2,000 mennesker for at høre ham. Tredje gang var der op mod 5,000. Antallet af forsamlede voksede indtil mere end 20,000 mennesker var samlet på markerne for at høre denne kraftfulde prædikant.

Selvom de almindelige mennesker flokkedes for at høre ham, var de kirkelige autoriteter forargede over George Whitefields påfund med at prædike evangeliet udenfor helligheden af en kirkebygning og besluttede at nægte ham at prædike fra deres talerstole i fremtiden. Hvad Whitefield havde valgt at gøre, blev nu en nødvendighed. På den tid syntes ideen om udendørs, udlæggende prædiken, uden en talerstol eller noter mellem ham selv og menigheden, yderst revolutionerende og uværdigt for den etablerede kirke.

Det var på dette punkt, tidligt i 1738, at George Whitefield konkluderede at hans kald var at være en omrejsende prædikant til byområder udi hele den Anglo-Amerikanske verden. Det var under hans prædiken rejse i de amerikanske kolonier i 1739 – 1740 at ”the Great Evangelical Awakening” udbrød. Whitefields første stop var Philadelphia – en stor havneby, den mest cosmopolitiske by i den nye verden, med en blomstrende markeds økonomi. Ved hvert stop langs Whitefields tjeneste rejse fra Philadelphia til New York, og tilbage igen, samledes der rekord store tilhørerskarer, som ofte oversteg befolkningen i de byer han prædikede i.

Vidner fortalte om det bemærkelsesværdige fenomen af tryllebundne tilhørere, der lyttede i forundret tavshed i større tal end hidtil set før på denne tid i nord Amerika. Nogle af de mest dramatiske åndelige tilkendegivelser fandt sted under Whitefields 39-dags hvirvelvind tur i New England. Den 17 oktober 1740, prædikede Whitefield i Northhampton, Massachusetts, og boede hos den kendte teolog Johnathan Edwards. Edwards fortalte “Menighede var bemærkelsesværdigt smeltet...næsten hele forsamlingen var i tåre store dele af tiden.”

Det var efter dette besøg at Edwards prædikede hans berømte prædiken “Sinners in the Hands of an Angry God.” Sarah Edwards observerede at Whitefield sigtede mere til at påvirke hjertet ved at proklamere simple sandheder fra biblen end nogen anden prædikant hun nogensinde havde hørt.

Det var under denne anden tjeneste rejse til Amerika at Whitefield skaffede en 4050 m2 stor grund til sit Bethesda (Nåde huset) børnehjem 16 km nord for Savannah, Georgia. I 1740 havde han næsten 40 børn i sin varetægt, men det var ved dette punkt, men der var vækkelse i New England, at der opstod en uoverensstemmelse mellem Whitefield og hans bestyrrelse, som trak deres støtte tilbage. Forråd på vej til børnehjemmet blev stjålet. Snart skyldte Whitefield omkring 5000 kr – 20 års løn på den tid. Så døde hans primære sponsor William Seward, uden et testamente. Whitefield fortalte: “Jeg var flov over Mr. Sewards død. Han døde uden at sikre mig på nogen måde, og jeg skyldte i forvejen en masse penge på børnehjemmets vegne... Jeg fristes næsten til at ønske at jeg aldrig havde påtaget mig børnehjemmet.” Gælden mod Bethesda satte Whitefield i risiko for at komme i fængsel for ubetalt gæld. De finansielle byrder forbundet med børnehjemmet beskrev Whitefield som: “liggende som en dødvægt på mig.” Det var først i 1768 at Whitefield endelig formåede at betale gælden.

Med vækkelse over England og nord Amerika, sejlede Whitefield til Skotland. I 1742 blev Whitefields prædiken modtaget med stor entusiasme i Glasgow og Edinburgh. Whitefields aften gudstjenester tiltrak tusindvis og blev ved indtil kl.2 om morgenen “der var scener af ukontrolerbar forvirring, som en slagmark...hele natten på markerne kunne man høre stemmer i bøn og tilbedelse.” Whitefield kommenterede at tilkendegivelserne i Skotland “langt overgik alt jeg så i Amerika.” Ved en tjeneste deltog 20,000 mennesker ved et møde der varede til langt ud på natten. Om søndagen uddelte Whitefield nadver på markerne. Der fortaltes at overalt du gik “kunne du høre folk der bad til eller lovpriste Gud.” Whitefield tog på 14 tjeneste ture til Skotland og 7 til Amerika.

Tidligt i hans tjeneste opstod der en skarp konflikt mellem John Wesley og George Whitefield. Da Whitefield forlod England i 1739, var han den anerkendte leder af ”the Evangelical Awakening”, og han betroede sine tusinder af omvendte i John Wesleys varetægt. Da han vendte tilbage til England tidligt i 1741, fandt han at “mange af mine åndelige børn...vil hverken høre, se eller give mig den mindste assistance. Ja, nogle af dem sendte truende breve…” John Wesley havde prædiket og udgivet ting mod George Whitefield undervisning om forudbestemmelse og fuldt ud syndige. Wesley afviste Whitefields Calvinistiske overbevisninger og mente at syndfri perfektion var opnåeligt i dette liv.

Whitefield havde altid respekteret John Wesley som sin “åndelige fader i Kristus” og tiltalte Wesley som “Ærede hr.” i sine breve. Selvom Whitefields evangelistiske succes langt overgik den af hans tidligere læremester, vedblev ham med at vise John Wesley stor respekt resten af sit liv, da han bad om at John Wesley skulle prædike ved hans begravelse.

Men, John Wesleys arminianisme var fjendtlig overfor Whitefields Calvinistiske overbevisninger. I marts 1739, mens Whitefield var i Amerika, prædikede og udgav Wesley en passioneret arminiansk prædiken “Gratis nåde.” Han bevidnede at dette skridt kun kunne tages med stor bekymring og efter at have søgt et tegn fra himlen og have kastet lod to gange. Wesley frygtede at Calvinisme ville afskrække vækst i hellighed. Wesley forsikrede at “Gratis nåde” var vidt udgivet i Amerika, hvilket tvang Whitefield til at skrive et svar.

På trods af nogle hede temperamenter og hårde ord i udvekslingen, blev George Whitefield og John Wesley forligede igen. Ikke at der var nogen enighed om de to emner forudbestemmelse og perfektion, men de blev enige om at være uenige. Whitefield nægtede at bygge Calvinistiske Methodistiske kapeller, steder hvor der allerede var Methodist samfund. Wesley indvilligede i at gøre det samme. Whitefield var velkommen til at prædike ved mange af Wesleys samfund. Og mere end en gang optrådte Whitefield som mellemmand når de to Wesley brødre blev uvenner, specielt når Charles saborterede Johns giftemåls udsigter til Grace Murray.

I 1749, opsagde Whitefield formelt lederskab over ”Calvinist Methodist Societies” og udgjorde ikke længere nogen “trussel” mod Wesley som chef organisator for vækkelsen i England. Wesley lånte Whitefield en af hans bedste prædikanter, Joseph Cownley til at tjene ved ”the Tabernacle” i London. Whitefield lagde fundamentet til ”Kingswood College Bristol”, som blev meget vigtigt for Methodisme.

Et andet interessant venskab George Whitefield havde var Benjamin Franklin. Franklin og Whitefield var klart modsætninger på det teologiske spektrum. Benjamin Franklin bekendte en religiøs bekendelse der bestod primært af gode gerninger. Whitefields sidste offentlige ord, prædiket få timer før hans død, erklærede: “Gerninger! Gerninger!kommer en mand til himlen ved gerninger? Jeg kunne snarere tænke mig at klatre til månen med et reb af sand!”

Dog, gik Benjamin Franklin og George Whitefield udover et partnerskab i udgivelser, til et ægte venskab med gensidig tillid og respekt.

Da der opstod koloniale spændinger med fædrelandet, tog Whitefield klart Amerikas parti. Da Benjamin Franklin trådte for Parlamentet, deltog Whitefield ved alle møder og gav sin gamle ven offentlig støtte. Benjamin Franklin roste Whitefields evangelistiske iver og barmhjertige tjeneste. Han skrev opmuntrende til Whitefield om at organiserer “et stærkt legeme af religiøse og arbejdssomme mennesker” med sæde i Ohio. “Ville det ikke stærkt behjælpe vores introducering af religion hos hedningerne hvis vi, med sådan en koloni, kunne vise dem et bedre kristent eksempel, end de ser normalt hos vore Indianer handelsmænd?”

Nogle historikere tillægger “Sort kristendoms komme” i Amerika til George Whitefields første prædiken rejse i Philadelphia hvor han opsøgte slaver som tilhørere, prædikede evangeliet for dem og skrev på deres vegne.

En af Whitefields klassiske frilufts prædiken slag fandt sted i 1746 i Moorfields ved London. Han begyndte at prædike kl 6 om morgenen da der havde samlet sig 10000 mennesker, for at vente på at sports begivendhederne begyndte. Whitefield prædikede tre gange i mange timer den dag, på trods af trommer, trompetister, spillere, mobbere og vulgære angreb med sten, jord, rådne æg, stykker af døde dyr og al slags møg blev smidt efter ham. Da en rekruterings officer marcherede hans mænd gennem tilhørerne i håbet om at forstyrre, bad Whitefield sine folk om at træde tilbage og gøre plads for “kongens officer” og så lukke til igen. Denne manøvre fangede mændene i mængden af de tilbedende. Da opråbene fra hedningerne blev så høje at Whitefield ikke kunne høres, holdt han med at prædike og kaldte de kristne til synge med høj stemme, og således, med sang, bøn og prædiken holdt han marken dagen ud. Mere end 1000 breve blev givet ham af folk der var “blevet anfægtet.” 350 mennesker kom til Kristus og blev medlem af hans menighed som resultat af den dags prædiken.

I hans levetid prædikede Whitefield mindst 18,000 gange. Han prædikede gennemsnitlig 12 gange om ugen og brugte 20 – 50 timer på talerstolen om ugen. Whitefield var Amerikas første berømthed. Omkring 80% af alle Amerikanske kolonister hørte ham prædike, mindst en gang.

Brutale bander af ikke-kristne angreb til tider Whitefield og hans følge. Whitefield modtog dødstrusler med posten, og en gang blev han stenet næsten til døde. I sin levetid, blev han erklæret: “den største prædikant England nogensinde har produceret.” Det blev bergnet at han havde prædiket for over 10 millioner mennesker i sit liv. Whitefield vågnede normalt kl 4 om morgenen og begyndte at prædike omkring 5 eller 6 om morgenen.

Mens John Wesley er kendt som grundlæggeren af metodist bevægelsen, husker kun få at det faktisk var George Whitefield som grundlagde de først metodist samfund og grundlagde de fleste af de metoder der blev brugt under 1700 tallets ”Evangelical Awakenings”. Det var Whitefield der pionerede at prædike på marker snarere end i kirker, udgivelse af blade og at holde konferencer. Whitefield udgav det første blad i nord Amerika: “Christian History” – cder indeholdt “autentiske beretninger om de mest bemærkelsesværdige passager, historisk og dogmatisk” af berømte kristne i fortiden.

Whitefield pressede sig selv så hårdt og prædikede så intenst at han ofte var syg bagefter. Ved siden af at prædike 12 gange om ugen, varetog Whitefield somme tider begravelser, bryllupper, rådgav folk, varetog adskilledlige menigheder, vedligeholdte en stor korrespondance, såvel som at organisere hans velgørenheds arbejde og prædikede ved konferencer, som Lady Huntington til tider beskrev som “forfriskende fra vor Guds nærhed… Mr. Whitefields prædikener og formaninger var tætte, søgende, eksperimenterende, frygtelige og vækkende.”

Dog, på trods af alt det han opnåede indimellem fysiske prøvelser og åndeligt arbejde, skrev Whitefield ved sin 37 års fødselsdag: “Jeg skammer mig ved at tænke på at jeg har levet så længe og lavet så lidt.”

Mange gange rejste Whitefield gennem frygtelig regn og snestorm for at komme til sine aftaler. Meget af hans korrespondance, læsning og studie blev gjort mens han rejste, og midt imellem en “mængde arbejde.” Ofte, ignorerede Whitefield lægers råd og han fortsatte sin 1770 prædiken rejse i Amerika, idet han sagde: “Jeg vil hellere slides op end ruste op.” Problemer med vejrtrækningen, næsten besvimelse, havde brug for hjælp til at komme på hesten, hørte man Whitefield bede: “Herre, hvis jeg endnu ikke har fuldført min vej, lad mig gå og tale for dig endnu engang på markerne, forsegl din sandhed og lad mig så komme hjem og dø!”

Denne bøn blev besvaret i det han formåede at fuldføre en sidste kraftfuld prædiken. Den følgende morgen døde han ved Newburyport. Alle klokkerne i byen ringede, skibene i havnen saluterede i sorg, man flagede på halvt. I Georgia blev alt sort stof i forretningerne opkøbt og kirkerne klædt i sort. Guvernøren og rådet mødtes ved ”the State House” i dyb sorg og marcherede i procession for at høre begravelses prædikenen. Poet John Green Whittier beskrev Whitefield som: “Et liv af ren hensigt. Stemmen af advarsel og dog veltalende.”

Whitefield er blevet tillagt grundlæggelsen af non-kirkeretning, international, missions tjeneste. Han prædikede til hjertet og forlangte et svar. Han brugte medierne og banede vejen som fremtidige generationer af evangeliske vækkelsesfolk, feltpræster, unge og studenter ledere og kristne hjælpeorganisationer siden har fulgt. Efter alle vidnesbyrd, er de som blev vækket af hans brændende ord til en følelse for deres åndelige behov og som kom til Kristus, som et resultat af hans bibelske prædikener at tælle, i mindst, hundrede af tusinder. Livene der er forandrede af ”the Great Evangelical Awakening” gennem hans omrejsende prædiken tjeneste er utallige.

Nogle citerede udtalelser af George Whitefield:

“ Der er intet på jordens overflade jeg afskyr mere end dovenskab og dovne mennesker.”

“ Må Gud forbyde at jeg skulle rejse sammen med nogle i bare 15 min uden at jeg taler med dem om Kristus.”

“ Jeg håber at blive rig i himlen ved at tage mig af faderløse på jorden.”

“ Unge kristne er som små bække der laver meget lyd og har lavt vand; gamle kristne er som dybt vand der laver lidt lyd, bærer en stor mængde og ikke giver efter.”

“ Lidelsesstunder er en kristens bedste forbedringstid.”

“ ved kraften i tegn og undere, ved Guds ånds kraft. Så har jeg da fuldført forkyndelsen af evangeliet om Kristus...blot har jeg sat en ære i kun at forkynde evangeliet dér, hvor Kristi navn ikke tidligere har lydt, for ikke at bygge, hvor andre har lagt grunden.” Romans 15:19 – 20

Dr. Peter Hammond 
The Reformation Society 
PO Box 74 
Newlands, 7725 
Cape Town, South Africa 
E-mail: info@reformationsa.org
Web: www.ReformationSA.org

Sources: George Whitefield and the Great Awakening by John Pollock, 1973
George Whitefield: The Life and Times of the Great Evangelist of the Eighteenth Century/Revival(2 volumes) – 1980
George Whitefield Journals (Banner of Truth) - 1960

​Ansgar –Nordens apostel
Da vikingerne var Europas skræk lagde Gud en tung missionsbyrde på unge Ansgar. Med sine egne penge løskøbte Ansgar adskilledlige unge danskere der var slaver. Han uddannede dem til at være sine med-arbejdere i at bringe evangeliet til deres landsmænd.

Danmark
Harald, Konge af Danmark, var blevet fordrevet fra sin trone og havde søgt tilflugt ved Louis I, Konge af Frankernes hof. Mens Harald var ved kong Louis’s hof hørte han evangeliet og vendte sig til Kristus, underlagde sig og blev døbt. Da kongen vendte tilbage til Danmark, tilsluttede Ansgar sig ivrigt kongen for at prædike evangeliet for danskerne. Ved Hedeby bygge Ansgar en lille træ kirke, men forfølgelse tvang ham til at flygte fra landet.

Sverige
Ansgar svarede på et ønske fra Kong Bjørn af Sverige. Dette var i begyndelsen af det 9 århundrede, da vikingerne spredte kaos, plyndrede og brændte kystbyerne i det nordlige og vestlige Europa. Ansgar undslap med nød og næppe med livet i behold, da nordmænd brændte kirker og klostre i Hamburg. Med to med-arbejdere krydsede Ansgar det baltiske hav for at begynde tjeneste i Sverige. Undervejs blev fartøjet plyndret af pirater og de ankom forkomne til Sverige. Kong Bjørn budte de kristne velkommen i Sverige og den første kirke blev bygget i landet.

Stærkere end thor
Ved en forsamling af mennesker blev der debateret et spørgsmål om hvorvidt missionærene fortsat skulle have tilladelse til at prædike om Kristus og således invitere til vrede fra de gamle vikinge guder. På et kritisk punkt i diskussionen var der en gammel viking der rejste sig op og sagde med høj røst at det var tydeligt at den kristne Gud var stærkere end thor. Dette afgjorde sagen og missionærene fik frihed til at fortsætte med at prædike evangeliet i Sverige.

Guds dom
Mere end nogle tidligere invasioner og kriser kirken havde mødt, skabte vikinge togterne ødelæggelse i den vestlige kristenhed. Vikingerne lagde klostre og kirker øde, og rystede dem i deres fundament. En nedgang og opløsning af tro og moral havde sat ind før vikingernes invasion og mange så mordmændenes vrede som Guds dom på en frafalden og ofte hedensk kirke.

Modstand i Wessex
Kirker og klostre blev ødelagt, gejstlige og munke slagtet, kirkebygninger lagt øde, indtil vest saxerne i syd England blev samlet under Kong Alfred den store til at standhaftigt at modstå og til sidst besejre, den store danske invasion.

Omvendelse af vikingerne
I 878, Efter at Kong Alfred besejrede den danske hær ved Ashdown, han krævede at dets konge Guthrum og 30 andre af dets ledere skulle døbes som kristne. I 882 forlod endnu en vikinge leder i den nedre Rhine region hedenskaben og tog imod kristendommen og blev døbt i Herren Jesu Kristi navn. Grev Rollo af vikingerne og nogle af hans følge modtog dåb lavede ”the Duchy of Normandy”.

Imponeret af Kristus
Kristendommens etik var så radikalt forskellig fra traditionel vikinge kultur at det tog bogstaveligt århundrede for skandinaverne at blive grundigt evangeliseret og disciplineret. En af hovedattraktionerne var overbevisningen om at Kristus var en mægtig sejrherre som var opstået triumferende over døden. Kristi magt imponerede de hærdede vikinge kriger. I Norge befalede kongen at hans folk skulle omvendes til Kristus eller gjort rede til at dø. Men, i Danmark og Sverige blev vikingerne omvendt ved overtalelse ikke tvang. Pioner missionære Willibrord og Liudger forsøgte at tage evangeliet til vikingerne, men med liden åbenlys succes.

Ansgar – Missionær til vikingerne
Det var op til Ansgar, født af saxiske forældre i nord vest Frankrig i 801, at gøre hvad andre ikke havde kunnet. Ansgar blev beskrevet som et følsomt barn som levede et liv i hengivenhed. Han fik syn og drømme og besad ”en kombination af ydmyghed, uegenrådighed og ubrydeligt mod og energisk initiativ.”

At vinde Sverige til Kristus
Kong Harald af Denmark blev døbt i 826 i Mainz. Nogle af de første hedninge i Sverige der bad om dåb inkluderede lederen i Birka, en ø i Lake Malar, ikke langt fra nutidens hovedstad Stockholm. På trods af tilbagefald, vold og ødelæggelse af kirker, gav Ansgar ikke op, han blev ved og snart blev der sendt danske missionære for at etablere kirker i Sverige. Ansgars trofaste arbejde blev fortsat af hans discipel, Rimbert, som tjente blandt danskerne og svenskerne. Rimbert blev efterfulgt af Adalgar.

Modstand og forfølgelse
I begyndelsen af det 10 århundrede, forsøgte Kong Gorm af Danmark, en beslutsom fjende af kristendommen, at udvise kristendommen fra sit rige. Mange præster og missionære led martyr døden, adskilledlige kirker blev brændt ned til grunden.

Saxere sejrherre for kristendommens sag
Som saxerne voksede i styrke, blev de sejrherre for den kristne sag. Da Henry blev konge over germanerne i 919 sponsorerede han mangfoldige missionsrejser til danerne. Efter hans sejr over danskerne i 934, nødte Kong Henry deres ledere til at tage imod kristendommen. Unni blev opfordret af kongen til at forny Ansgars arbejde. Gorms efterfølger Kong Harald så med billigelse på Unnis forsøg på at samle de spredte rester af kristne samfund på de danske øer og at skaffe præster til at genopbygge disse menigheder.

Reform og Vækkelse
Kong Henrys søn, Otto den store, blev konge i 936 og i 962 blev han kronet som kejser i det hellige romerske rige. Under royal velvilje oplevede kirkerne en bølge af reformer med en utrolig opblomstring af hengivenhed og entusiasme. Kong Harald af Danmark udvidede sit rige og blev herre over Norge. Da han selv blev døbt opfordrede han til kristendommens fremme i hele sit rige.

Vækst på trods af modgang
Haralds søn, Svend, forsøgte at begynde et hedensk oprør mod sin far der døde i opgøret (986). Svend forfulgte de kristne brutalt og invaderede gentagne gange England hvor han døde i 1014. I Sverige rejste en hedensk kong Erik sig, fjendtlig mod kristendommen. Dog voksede kirken stadig. Missionæren Poppo vandt mange tusind til den kristne tro i Danmark. Odinkar var en missionær fra Danmark som styrkede evangliets arbejde i Sverige.

Kong Canute Sponsorere missionsrejser i England og Danmark
Under Kong Canute blev kirken solidt plantet i Danmark. Canute blev senere konge over hele England. Under hans støtte grundlagde missionærer fra Tyskland flere kirker i Danmark. Han befalede sine undersåtter at lære fadervor og være trofaste i fællesskab med Herren. Kirken i Danmark voksede og modnedes med stærke bånd til de saxiske kirker i Tyskland og England.

Missionsrejser til Norge
Omvendelse af vikingerne i Norge var meget sværere end i Danmark. Gennem det 10 århundrede arbejdede saxiske missionære fra England i Danmark og etablerede mange missionsstationer og menigheder. Fra Kong Alfred den stores tid, udviste de oplivede kirker i England en dynamisk vitalitet i missionsrejser hos vikingerne.

Det norske kongedømme
Det norske kongedømme blev grundlagt af Harald Hårfager som døde i 933. Efter megen strid havde han etableret sig selv som herre over hele Norge. Hans sønner Erik Blodøkse og Håkon den gode kæmpede om at blive hans efterfølger. Håkon var blevet sendt til England for at studere og var blevet omvendt der, døbt og undervist som kristen. I 935 havde den unge, høje og smukke og atletiske Håkon etableret sin suverænitet gennem kamp og blev accepteret som koge over Norge.

Royal Mission for at vinde vikingerne
Håkon forsøgte så at vinde sit folk til den kristne tro. Det meste af hans nær hof blev snart døbt. Senere sendte han bud til England efter missionærer og begyndte så at bygge kirker i Norge. Efter at han havde regeret 15 år, ved år 950, foreslog Håkon for forsamlingen af landejere at de skulle tage imod kristendommen. De fleste af landejerne svarede meget fjendtligt og nægtede korporligt at forlade de gamle hedenske veje. De begyndte at lægge stort pres på kongen for at få ham til at deltage i deres hedenske ofre. Af frygt for åbent oprør, spiste kong Håkon, meget modvilligt, noget af kødet i deres ceremonielle fest, organiseret af landejerne. Senere, efter at være blevet såret i kamp, på sit dødsleje i 961, erklærede Håkon sin store sorg over det kompromis og hans ønske om at gøre bod for sine synder.

En stenet vej og tilbagegang
Hans nevø Harald Graafell fik tronen i Norge. Selvom han ikke var så entusiastisk en kristen som Håkon, rev Harald Graafell alligevel hedenske templer ned, hvorend han gik. Men dårligt lederskab og uheldige høst førte til at folket følte afsky for den tro han havde kaæmpet for med vold. I 970 blev Harald Graafell lokket til Danmark og dræbt. Kong Harald Blåtand af Danmark gjorde så sig selv til herre over Norge og opfordrede til kristendommens fremme der.

Kong Olav
Olav, et oldebarn til Harald Hårfager, blev født i 964. Han var en eventyrlysten ung mand som blev taget til fange af plyndrere da han var ung, men reddet og opvokset i en Skandinavisk koloni i Rusland. Han udførte succefulde vikinge togter mod England og blev berømt for hans mod og dristighed. Efter et åndeligt møde, blev Olav døbt som en kristen og i 995 sejlede han til Norge. Olav var besluttet på både at gøre krav på kronen men også at føre sit folk sikkert ind i den kristne tro. Den solide hedning jarlen Håkon, som besatte tronen i kongen af Danmarks navn, blev hurtigt elimineret og Olav blev valgt som konge af Norge.

Krig mod hedenskaben
I Viken, mødte Olav hedensk modstand og besejrede den promte med magt, udvisning, lemlæstelse eller drab af oprørerne. Ved mindst en leglighed godtog den lokale forsamling hans argument for at adoptere kristendommen uden brug af magt. Ved andre legligheder gav kongen dem valget mellem kamp eller dåb.

Dåb eller kamp
Ved en leglighed truede Olav med at ofre den mest prominente af sine modstandere til de gamle guder og kompagniet, da denne så håbløsheden i at modsætte sig, underlagde han sig kristen dåb. Olav ødelagde resolut hedenske templer og slog modigt alle afgudsbilleder/symboler af thor ned. Ved flere lejligheder dræbte han medlemmer af de hedenske modstandere i kamp. Indenfor fire år, ved år 999, var omvendelsen af de norske vikinger fuldendt. Olav søgte så at tage troen med til Island og Grønland.

Vikingerne overgiver sig til Kristus
Og på den måde, med en kombination af pioner missionsarbejde, royal velvilje og kamp, blev de blodtørstige vikinger overbevist om at forlade hedenskaben, ødelægge afguderne, forlade deres aggresive livstil, ophøre med deres voldlige togter, underlægge sig dåben og engagere sig i at følge den kristne tro.

Skandinaviem for Kristus
Den prominente plads korset har i alle de skandinaviske flag, tjener som et dramatisk vidnesbyrd om vikingernes omvendelse.

Dr. Peter Hammond 
The Reformation Society 
P.O. Box 74 Newlands 7725 
Cape Town South Africa 
Tel: 021-689-4480 
Email: info@reformationsa.org

Website: www.reformationSA.org

For further reading: A History of the Expansion of Christianity, by Kenneth Scott Latourette, 1938, Harper and Row.

​FORBEREDELSE TIL REFORMATION

Skriftsoversættelser fra de forfulgte Waldensere begyndte at komme ind i Bohemia i det 13 århundrede. Da Anne af Bohemia giftede sig med King Richard II sendte hun kopier af Wycliffes skrifter tilbage til hendes hjemland. Dronning Annes kærlighed til Biblen blev delt af mange af hendes landsmænd. Så snart prædikede Conrad Stickna evangeliet til store forsamlinger under åben himmel. Matthew af Janov rejste rundt i hele Bohemia og prædikede imod kirkens misbrug. Hans tilhængere blev fængslet og brændt bundet til en pæl. John Milic, ærkediakon i katedralen i Prag, prædikede frygtløst imod kirken og dens misbrug og skrev “Anti-Krist er kommet” over en kardinals dør. Han blev fængslet.

MODIG TJEKKE KONFRONTERER KORRUPTIONEN

Født i landsbyen Husinec, læste Johan Huss til at blive præst og modtog sin .cand grad i 1396. I 1402, blev han udnævnt til prædikant i Bethlehem Chapel. Johan Huss, da han blev udnævnt til rektor af Universitetet i Prag, som 34 årig, begyndte også at prædike reformations principperne (på det almindelige sprog) i ”Chapel of Bethlehem” i Prag. Huss oversatte Wycliffes værker til tjekkisk, udstillede de overtroiske, falske ”mirakler” og afladshandlen. I 1405, afviste Huss den påståede fremkomst af Kristi blod i vie vandet som et fup nummer. Han anklagede de gejstliges synder som “horkarle”, “parasitter”, “penge griskemoney”, “fede svin”, “drukkenbolte” og “frådsere”. Han fordømte simoni (at købe positioner i kirken), og det at tage flere betalte positioner uden trofast at tjene i en eneste af dem. Han beskrev kirker der solgte aflad som “bordeller”.

Huss adopterede Wycliffes syn på kirken som et udvalgt fællesskab med Kristus – ikke paven – som dens sande hoved. Huss`s brandende prædikener på det lokale sprog blev modtaget med bred entusiastisk støtte. Huss mente at præster skulle være forbilleder i Gudfrygtig integritet. Han prædikede livlige, let tilgængelige prædikener, som fangede hans tilhører.

På ”the Chapel of Bethlehems” mure var der malerier der viste forskellen mellem pavernes handlinger og Kristi handlinger. Pave var til hests; Kristus var til fods. Jesus vaskede disciplenes fødder; paven fortrak at få sine fødder kysset. Huss insisterede på at ingen menneskelig institution – inklusiv kirken, kunne have ultimativ autoritet.

I 1410 fik ærkebiskoppen et forbud fra paven om at undervise i kapeller, specielt Bethlehem Chapel. Dette forbud nægtede Huss at adlyde. I det år brændte ærkebiskoppen over 200 udgaver af Wycliffes værker. Huss blev af sine støtter beskrevet som “en passioneret reformator.” Huss svarede: “Ild konsumerer ikke sandhed. Det er altid et tegn på et lille sind, der udleder sin vrede mod livløse objekter.” Huss forsvarede Wycliffes ortodoksi. Huss blev kaldt til Rom, men gjorde klogt i at nægte.

PAVEDØMMET SLÅR IGEN

Ærkebiskop Zbynek ekskommunikerede Huss. Huss blev beskrevet som “radikal” og “farlig.” Huss gik så åbent til angreb på pavens afladshandel for at finansiere sin krig i Napoli. Paven satte så byen Prag under et paveligt interdikt. Dette betød at hele byen stod under et kirkeligt ban (alle kirker var lukkede, ingen messer var tilladt, ingen skriftemål blev hørt og ingen bryllupper eller begravelser blev udført). Indtil dette punkt havde Huss været beskyttet mod pavens vrede af kejseren, universitetet og de adelige. Men med hele byen på den anden ende, valgte reformatoren at gå i eksil. Under dette skrev Huss: “Om kirken.”

FORRÆDERI VED CONSTANCE

Et generelt kirkemøde blev sammenkaldt i Constance i 1414 for at hele det store Schisme (der havde været siden 1378). Huss levede under Det Store Skisme hvor Europa blev delt mellem først to og så tre rivaliserende paver som bitterligt fordømte hinanden. Det var dette møde ved Constance, som sigtede til at bringe dette Skisme til sin afslutning, som hidkaldte Huss. Kejser Sigismund garanterede Huss frit lejde begge veje, uanset hvilken dom han så måtte få.

Men, da han ankom, blev Huss fængslet på ordre fra Pave John XXII. På trods af den kejserlige garanti om frit lejde, Huss fik en parodi af en rettergang, under hvilken han ikke havde ret til forsvar. Huss havde håbet at kunne præsentere sit syn for de forsamlede autoriteter, men i stedet fandt han sig selv som offer for en ond inkvisation, som dømte ham for kætteri, som han hverken havde troet eller undervist i (inklusiv at han skulle have påstået at være det 4 medlem af treenigheden!) Huss bad højt om at Kristus måtte tilgive hans dommere og anklagere.

TROFAST TIL DET SIDSTE

Under pres for at få Huss til at afsværge, erklærede han: “Jeg vil ikke, end ikke for et kapel fuldt af guld, vige fra sandheden...sandheden står fast og er mægtig for evigt.”Huss udtalte at han hellere ville brændes offentligt end at blive gjort tavs i det skjulte “for at hele kristendommen må vide at det jeg sagde er slutningen.”

6 Juli 1415 blev Huss dømt til døden og ført til udkanten af byen Constance for at blive brændt. Huss bad: “O mest hellige Kristus…styrk min ånd…giv mig et frygtløst hjerte, en ret tro, et sikkert håb, en perfekt kærlighed, at jeg for din skyld må kunne lade mit liv med tålmodighed og glæde.”

Da han ankom ved henrettelsespladsen, knælede Huss og bad: “Gud er mit vidne på at beviserne imod mig er falske. Jeg har aldrig hverken undervist eller prædiket undtagen at det var med hensigten at vinde mennesker, om muligt, fra deres synder. Jeg har skrevet, undervist og prædiket evangeliets sandhed; I dag vil jeg gladelig dø. ”

Huss døede imens han sang “Jesus, Son of the Living God, have mercy on me.” Han var 43 år gammel.

MODSTAND MOD ROM SPREDES

Efter Huss’s martyrie organiserede hans tilhængere væbnet modstand mod det hellige romerske rige. Bemærkelsesværdigt modstod disse langt, underlegne (i antal) Hussiter seks korstog imod dem. Disse Hussiter kæmpede under Huss`s motto: “Sandhed overvinder.” De beviste at du kunne stå imod det hellige romerske rige – og overleve! 

Hans tilhængere, Det forenede broderskab, overlevede som en selvstændig kirke, og samarbejdede med Waldenserne, og senere med Lutheranerne og calvinisterne. Hussiterne blev kendt som Moravianerne. Under grev Nicholas Van Zinzendort begyndte Moravianerne en bede ring der varede i 150 år! Under det forlængede bedemøde, blev der udsendt 2,400 Moravianske missionærer der var medvirkende til at John Wesley blev omvendt.

En interessant anekdote er at Huss skulle være kommet med en profeti ved hans død. “Min gås er stegt!” sagde han. (Huss er det Bohemske ord for gås!) “Men om ethundrede år vil der rejse sig en svane hvis stemme i ikke vil være i stand til at tie. ” Mange så Luther som den stemme, derfor er der den gennemgående svane i luthersk kunst og arkitektur.

Denne artikel er taget fra:
"The Greatest Century of Reformation" 
og er skrevet af Dr. Peter Hammond og oversat af martin marsh

Den vil fremover kunne findes under punkt 5.0: Reformation: fakta, biografier og billeder.
Dr. Peter Hammond
Reformation Society
PO Box 74
Newlands, 7725
Cape Town, South Africa
Tel: 021-689-4480
Fax: 021-685-5884
E-mail: info@ReformationSA.org
Web: www.ReformationSA.org

​Nogle af de store filosoffer, forfattere, Reformatorer og kristne ledere i historien har beskrevet dem selv som calvinister. Nogle af Calvins indflydelsesrige elever inkludere: John Knox, William den tavse, Oliver Cromwell, John Owen, John Milton, Richard Baxter, Jonathan Edwards, David Brainerd, George Whitefield, William Carey, William Wilberforce, Sir Isaac Newton, Lord Shaftesbury, Charles Spurgeon, David Livingstone, ”The Covenantors” i Skotland, Hugenotterne i Frankrig, og New Englands pilgrim fædre.

Reformations undervisningen af Johannes Calvin var fundamentale i udviklingen af det moderne Europa og nord Amerika. Calvins koncept omkring adskillelse af kirke og den øvrige myndighed – hvor hver del står uafhængigt af hinanden og dog anerkender hverandres Gud givne autoritet, og støtter hinanden indenfor deres egen kredse – transformerede den vestlige civilisation. Calvins idealer omkring religiøs tolerance, repræsentativt demokrati, at konstitutionalisere kongehuset, at etablere borgernes rettigheder og friheder og den kristne arbejdsmoral – i hvilken det sekulære samfund ses som helligt (hvorved kunstformerne, håndværkene, videnskaberne og industrierne alle bliver udviklet til Guds ære) ledte til den industrielle og videnskabelige revolutioner der udviklede de mest produktive og rige samfund i historien.

Calvins reformations undervisning dominerede europæisk og amerikansk historie i resten af den 15 og 16 århundrede – og satte dagsordenen for og inspirerede de fleste og bedste sociale reformer. Historien viser at i enhver kamp for frihed, det være sig Puritanerne i England, eller hollænderne der kæmper for frihed fra det katolske Spanien i holland, så var det calvinisterne der stod i frontlinien for politisk og militaristisk modstand mod tyranni.

Det er en interessant historisk observation at en af de karakteristiske træk ved calvinismen er at den syntes at klare sig bedst der hvor modstanden er størst.

AT FØLGE EFTER LUTHER

Johannes Calvin var en anden-generations reformator. Han byggede grundigt og bevidst på fundamentet der var lagt af Martin Luther og Ulrich Zwingli. Calvin så til Luther som hans Fader i troen, med stor respekt. Luther var meget bevidst om den spirende og udmærkede akademiker og forfatter, Johannes Calvin, og priste hans ”Institutes of the Christian religion.”

Men, selvom deres fundament var det samme, så var Luthers centrale fokus retfærdiggørelse ved tro, hvor Calvins fokus først og fremmest var på Guds suverænitet. Disse reformatorer delte en overvældende sans for Guds majestæt. Luther fokuserede på tilgivelsens mirakel, mens Calvin gik videre til at give vished om Guds formåls uforanderlighed. Hvis Luthers centrale bibelske tekst var: “den retfærdige skal leve af tro,” så var Calvins: “Ske din vilje i himlen således også på jorden;”

UDRUSTET TIL LOGIK OG JURA

Johannes Calvin blev født i Noyon, Picardy, den 10 Juli 1509. (Han var 25 år yngre end Martin Luther). Calvin begyndte på universitetet i Paris som 14 årig, læste jura, og bestod med en Cand. Jur grad som 19 årig. Han blev beskrevet som en der havde en eminent skrivestil og en bemærkelsesværdig evne til at argumentere logisk. I senere år, er det blevet sagt at selvom folk måske ikke kunne lide hvad Calvin sagde, kunne de ikke have misforstået hvad det var han mente.

FRA LOV TIL LOVLØS

Mens Calvin var engageret i yderligere studier ved Orleans Universitetet oplevede han, hvad han selv beskrev som en ”pludselig omvendelse” fra pavelig forudfattethed til protestantisk overbevisning. Med denne åndelige genoplivning, begyndte Calvin at prædike, undervise og rådgive blandt sine medstuderende. Dette tiltrak statens opmærksomhed og pludselig var Calvin på flugt som fredløs, og boede under aliasser og måtte flytte ofte for at undgå at bluve arresteret.

” INSTITUTERNE”

I Basel, producerede Calvin den første udgave af hans Instituter. Instituterne for den kristne religion er blevet beskrevet som “den klareste, mest logiske og mest læselige uddybning af de protestantiske dogmer som reformations tiden producerede.”

Den fulde titel for den udgave der udkom i 1536 lød: “Basal instruktion for den kristne religion indeholdende næsten den fulde sum af gudsfrygt og alt der er nyttigt at vide om frelsernes dogmer. En nyligt udgivet bog meget værd at læse af alle der tilstræber gudbilledlighed. Forordet er til den mest kristne konge af Frankrig, tilbydende ham denne bog som en bekendelse af tro af forfatteren, Jean Calvin af Noyon.”

Denne første udgave var på 516 sider – var opdelt i 6 kapitler om de ti bud, den apostolske bekendelse, fadervor, sakramenterne (sande og falske) og kristen frihed.

Instituterne blev en øjeblikkelig succes og gjorde Calvin internationalt kendt. For de franske protestanter havde ingen talt så effektivt på deres vegne, og således ved udgivelse af bogen, fik Calvin en plads som ledelses skikkelse for den protestantiske sag, i den fransk talende verden.

EN TILFÆLDIG OMVEJ

Og sådan skete det at den respekterede unge forfatter Calvin 5 måneder senere ankom til Geneva. Calvin havde aldrig tænkt sig at være i Geneva mere end en enkelt nat. Han var på vej mod Strassburg, og havde været nødsaget til at tage en omvej for at undgå en lokal krig. Protestanterne i Geneva genkendte ham, og William Farel (den rådhårede evangelist og reformator som havde vundet Geneva til den protestantiske sag efter en marathon debat med papisterne kun 2 måneder forinden) skyndte sig afsted for at overtale Calvin til at blive i byen.

Men Calvin havde andre planer, som han senere observerede: “Da jeg af natur er lidt antisocial og sky, har jeg altid elsket ensomhed og fred...” Calvin planlagde et liv i ensomhed, med studier og “literær lethed.”

UDFORDRET, ANKLAGET OG KALDET

Dette ville Farel ikke høre tale om. Han truede Calvin med en forbandelse: “Du følger kun dine egne ønsker, og jeg siger dig, i Gud den almægtiges navn, at hvis du ikke hjælper os i dette Herrens værk, så vil Herren straffe dig for at have søgt dine egne interesser frem for hans.”

Anklaget af Farels seriøse trusler om forbandelser, grebet af frygt for Gud, og fyldt af skam over hans selviske planer om at undgå kontroverser og konflikt indvilligede Calvin i at blive.

GENEVAS REFORMATOR

I de næste 28 år, bortset fra 3 år hvor han var bortvist, dedikerede Calvin sig selv til at, evangelisere, disciple, undervise, og udruste kirkerne i Geneva. Calvins dedikation til at studere og intensive drivkraft satte den højeste standard for kristen arbejds etik. Under de to et halvt årti i Geneva, underviste Calvin for teologi studerende, prædikede gennemsnitlig 5 gange om ugen, og skrev kommentarer til næsten hver eneste bog i Biblen, såvel som en masse andre teologiske bøger. Hans brevveksling alene fylder 11 bind.

PRODUKTIVITET PÅ TRODS AF DÅRLIGT HELBRED

Calvin var aldrig fysisk stærk, og ved 30 års alderen havde han ødelagt sit helbred. Han sov ikke mere end 4 timer om natten, og selv når han var syg holdt han 4 sekretære beskæftiget med hans fransk og latin dikteringer.Han spiste lidt, kun et måltid om dagen. Lad af intens migræne, havde ofte feber, gallesten, kronisk astma og tuberkulose – og alligevel vedblev han med et disciplinret studieliv, prædikenvirksomhed, udgav en flodbøjge af teologiske traktater, en massiv mængde korrespondance og vedblev med at rådgive, arbejde i retten og modtog en strøm af gæster. Hvordan Calvin vedblev med at være så produktiv mens han led under så kronisk dårligt helbred er en af historiens mysterier.

AT DISCIPLE EN BY

Calvins mål i Geneva var en vel undervist, trofast kirke, dedikeret til at ære Gud ved ortodoks tilbedelse og trofast hellighed. Han lavede en trosbekendelse der skulle godkendes af alle der ønskede at være borgere, han planlagde et undervisningsprogram for alle, og insisterede på effektiv kirke disciplin, inklusiv ekskommunikation for dem hvis liv ikke levede op til bibelske standarder. Hans program var det strengeste for moralsk disciplin i den protestantiske verden. Og en hel del mere end by-fædrene i Geneva havde regnet med. I april 1538, udviste byrådet Calvin og Farel.

SENDT I EKSIL OG KALDT TILBAGE

I de næste 3 år var Calvin præst for en kirke af franske flygtninge i den tyske by Strassburg. Disse år var de lykkeligste i Calvins liv. Han blev gift med en enke, Idelette, blev æret af byen som en respekteret underviser og teolog og blev gjort til byens repræsentant ved vigtige religiøse konferencer i Tyskland. Men, Geneva ønskede snart at han kom tilbage. I september 1541, med megen modvilje, tog han endnu engang burden med at disciple Geneva på sig. Calvin havde held med at gøre Geneva til et eksempel på et disciplineret kristent samfund, et tilflugtssted for forfulgte protestanter i hele Europa, og et center for kirke tjenestelig træning.

FORUDBESTEMMELSE OG BEVARING AF DE HELLIGE

Calvin så guddommelig udvælgelse til evigt liv som den dybeste kilde til vished, udmyghed og moralsk kraft. Mens Calvin lærte at man ikke med sikkerhed kunne vide hvem der var Guds udvalgte, mente han at tre tests var nok til effektiv kirkedisciplin. Johannes Calvin lærte at en sand kristen, kunne kendes på hans/hendes offentlige bekendelse, aktive deltagelse i kirkelivet, inklusiv deltagelse i sakramenterne: Dåb og Nadver, og et oprigtigt moralsk liv.

LOV OG NÅDE

Calvin lærte at selvom kristne ikke længere var anklaget af Guds lov, så finder den kristne i Loven Guds mønster for moralsk opførsel. Mennesket er ikke retfærdiggjort ved gerninger, men intet menneske som er retfærdiggjort er uden gerninger. Ingen kan være en sand kristen uden at stræbe efter sand hellighed i hans/hendes liv. Calvin satte retfærdiggørelse ved tro ind i en Gud centreret, helliggørelses orienteret pagts ramme.

LIVS FORANDRENDE OG FRIGØRENDE

Denne grundige søgen efter moralsk retfærdighed, både personligt og i samfundet, var en af de primære facetter ved calvinismen. Det gjorde karakter til en fundamental test for sand kristendom og forklarer Calvinismens dynamiske, sociale aktivisme. Gud kalder sine udvalgte til sit formål. For Calvin var en af konsekvenserne ved tro at arbejde på fremme af Guds riges sag på jorden.

TRO OG FRIHED

Calvin lærte at intet menneske – det være sig pave eller konge – har noget krav på absolut magt. Calvin opfordrede til grundlæggelsen af repræsentativt demokrati, og lagde vægt på retten til modsætte sig ikke-troendes tyranni. Calvinistisk modstand mod totalitarisme og absolutisme (Den tilfældige misbrug af magt fra ledernes side) var en nøgle faktor i at udvikle moderne begrænsede og konstitutionelle regeringer. Kirken er forpligtet til, under den almægtige Gud, at lede de sekulære autoriter i spørgsmål om åndelighed og etik. Som et resultat opnåede calvinismen hurtigt internationale dimensioner.

HOLLAND

I Holland, blev calvinismen samlingspunktet for modstanden mod det katolske Spanien, som besatte deres land på det tidspunkt.

SKOTLAND

I Skotland, lærte Calvins elev, John Knox, at protestanter havde retten og pligten til modstå, om nødvendigt med magt, enhver leder der prøvede at forhindre deres tilbedelse eller mission.

ENGLAND

Puritanerne i England etablerede parlamentets overlegenhed og konstitutionelt begrænsede de tronens magt.

AMERIKA

I nord Amerika, grundlagde Englands 13 kolonier De Forenede Amerikanske Stater på Calvins principper for repræsentativt demokrati og på loven som regel, Lex Rex.

AT EVALUERE CALVIN

Johannes Calvin står som en af de bedste Bibel akademikere, en af de bedste systematiske teologer og en af de mest dybsindige religiøse tænkere i historien. Johannes Calvin var Bibel centreret i hans undervisning, Gud centreret i hans liv og Kristus centreret i hans tro. Han integrerede de bekendelses mæssige principper i reformationen – skriften alene er vores autoritet, frelsen er ved Guds nåde alene, modtaget ved troen alene, Kristus alene er kirkens hoved, alt skal gøres til Guds ære alene – klart og med overbevisning.

BIBEL BASERET

Instituterne viser at Calvin var en bibelsk teolog. Der stod ikke noget i Instituterne som skriften ikke støttede. Som Calvin gjorde klart i forordet til hans anden udgave, Instituterne er ment som en generel indføring i Bibelstudie.

Calvin var en systematisk teolog som udlagde skriften med skriften. Som en anden-generations reformator arbejde han bevidst på at bekræfte og underbygge det som dem der var gået forud for ham, Luther, Zwingli, Melancthon, Bucer og andre, havde lært. Han talte som en mainstream talsmand for den sande universelle kirke.

ET MONUMENTALT MESTERSTYKKE

Den sidste udgave af Instituterne, udgivet i 1559, indeholdt 80 kapitler og mere end 1000 sider. Instituterne står som den fineste grundbog for teologi, apologetik for den protestantiske tro, manifest for reformationen, håndbog for katekismus oplæring, våben mod vranglære, og en guide til kristent discipelskab. Den er et systematisk mesterstykke, som har fortjent en permanent plads blandt de bedste kristne bøger i historien.

DEN FØRSTE BIBELKOMMENTAR

Oven i at han skrev Instituterne, producerede Johannes Calvin den første Bibelkommentar. Han skrev kommentarer til alle Biblens bøger, bortset fra åbenbaringsbogen. Et tema der binder alle Calvins bøger sammen er at kende Gud og gøre ham kendt.

AT KENDE GUD

Han arbejder med hvad der kan kendes om Gud (teologi) og hvordan vi kan kende Gud personligt (andagt). Calvins motto var ”Straks og oprigtigt i Guds tjeneste” ( Prompte et sincere in opere Dei). Han s emblem er et hjerte i brand i Guds hånd. Det var det Calvin ønskede at være, og det var, også det han var: et hjerte i brand for Gud, som søgte at være trofast i Guds tjeneste, og fornye sit sind i overensstemmelse med Guds Ord. For ham var det ikke nok at kende til Gud, det var essentielt at man kendte Gud personligt, helhjertet, med et hjerte i brand for Gud. Calvins tro var intens, passioneret og helhjertet og ikke tør og kold som nogle af hans såkaldte tilhængeres tjeneste er.

Til spørgsmålet: Hvad vil det sige at kende Gud? svarede Calvin: At kende Gud er at anerkende ham som han er åbenbaret i skriften og gennem Kristus – at tilbede ham og sige ham tak, at ydmyge os selv for ham som syndere, at lære fra hans ord, at elske Gud fordi han har elsket os, at stole på Guds løfter om tilgivelse, at ære det Gud har gjort for os gennem Kristus, at leve i lydighed mod Guds lov og søge at ære Gud i alle vore menneskelige relationer og i alle forbindelser med Guds skabning.

Til spørgsmålet om: Hvorfra kommer vores viden fra? Svarede Calvin: Fra Helligånden, der taler i og gennem Guds Ord ved at binde os til den opstandne Kristus til evigt liv.

EN GRUND TIL AT SYNGE OG ET BUDSKAB AT GIVE

Calvin så musik som en gave fra Gud og opfordrede til at hele menigheden sang salmer, han satte sågar selv musik til nogle salmer. Calvin var en evangelist der arbejdede brandende for at syndere skulle komme til omvendelse og tro på Kristus.

EN VERDEN AT VINDE

Calvins vision er vist ved at gennem hans tjeneste blev over 2000 Reformerte kirker grundlagt alene i Frankrig – med en halv million kirkegængere i menigheder ledt af præster og evangelister han havde udlært og sendt ud. Calvin sendte missionære ud i hele Europa og så langt som til Brasilien.

I hans Instituter skrev Calvin om “the magnificence”(herligheden) ved Kristi regerend som der er profeteret om i Daniel 2:32-35; Esajas 11:4; Sal 2:9 and Sal 72 hvor Kristus skal regere verden. “Vores dogme må stå over og uberørt af denne verdens magt og ære, for den er ikke af os, men af den levende Gud og hans Kristus” som vil ”regere fra kyst til kyst og fra floden og indtil verdens ende.”

Dr. Peter Hammond
Reformation Society
PO Box 74
Newlands, 7725
Cape Town, South Africa
Tel: 021-689-4480
Fax: 021-685-5884
E-mail: info@ReformationSA.org
Web: www.ReformationSA.org

​HAMILTON BLIVER FORRÅDT
Ved en Parlaments beslutning, 17 juli 1525, blev importering af Luthers bøgerforbudt. I 1528, hidkaldte ærkebiskoppen ved St. Andrews, Hamilton til “en debat.” Men han havde ikke til hensigt at debattere med Hamilton, det var en fælde. Før nogle af Hamiltons venner kunne komme ham til forsvar, fandt en kirkeret ham hurtigt skyldig i “kætteri.”

Selvom de fleste kætter retsager to uger, blev Hamiltons ordnet på mindre end 12 timer. Det tog 6 pinefyldte timer for Hamilton at brænde ihjel på pælen. Patrick Hamilton var Skotlands første protestantiske martyr. Han var kun 24 år gammel. Hans død inspirerede en vidtrækkende interesse i reformationen, og en øget modstand mod katolisismen.

Hamiltons sidste ord var: “Hvor længe, O Herre skal mørket dække denne egn? Hvor længe vil du udholde dette menneskers tyranni? Herre Jesus, modtag min ånd!”

OMVENDELSE
I 1543, indgik regenten for spædbarns dronningen Mary Queen of Scots, en pro-engelsk, og derfor protestantisk politik. Dette var under Kong Henry VIII regeringstid. Regenten opmuntrede bibellæsning og promoverede prædikener af reformatorer. Det var gennem Thomas Guilliames prædikener, en omvendt munk, at John Knox blev omvendt, i 1543. Den opildnende effekt af denne nyfundne tro og frihed, glæden ved at opleve Guds nåde, forandrede Knox forevigt.

Men, snart, trak de skotske myndigheder deres tidligere pro-reformation politik tilbage og begyndte at true protestanterne.

WISHARTS MOD
Høj, køn og velopdragen George Wishart blev talsmand for den voksende protestantiske bevægelse i Skotland. Wishart rejste rundt i landet og proklamerede reformationens dogmer, dygtigt og med overbevisning.

Kardinal David Beaton, ærkebiskop af St. Andrews fik 5 protestanter henrettet i 1544 og prøvede to gange at få den populærere Wishart myrdet. Efter et mislykket mordforsøg, på grund af frygt for hans sikkerhed fik protestanterne arrangeret det sådan, at han flyttede sted dagligt, for at undgå tilfangetagelse. John Knox, udstyret med et stort tohånds-bredsværd var en del af den livvagt der var sat på Wishart. Dem som kom til en gudstjeneste ved George Wishart, fik, i stedet for en normal messe på latin, menigheds sang, og en livlig time-lang prædiken på deres eget sprog.

I 1536, da Wishart mente at hans arrestation var nært forestående og uundgåelig gav han sin livvagt fri og sagde, “en er tilstrækkeligt til et offer” Wishart blev dømt som kætter, kvalt og brændt efter kardinal Beatons ordre. Da ilden blev tændt, erklærede Wishart: “Denne flamme har sodet min krop, dog har den ikke skadet min ånd. Men ham der beskuer os fra det høje med stolthed, skal, indenfor få dage, ligge i den samme skam som han nu stolt hviler i sig selv.”

HÆVN
Indenfor to måneder af Wisharts henrettelse, snigmyrdede 16 skottiske adelige Beaton på en meget brutal måde. Inden Beaton blev slået ned, blev han stærkt formanet til at: “Omvend dig fra dit tidligere onde liv, men især for udgydelsen af, Guds nyttige instrument, Mester George Wisharts, blod, som… kalder på hævn… Vi fra Gud er sendt for at hævne det… Det har, og vedbliver med at være en stædig fjende af Jesus Kristus og hans hellige evangelie.” Så indtog en gruppe ivrige protestanter, ”the Castilians”, byen St. Andrews og barrikaderede sig selv i slottet der.

KALDET
Selvom Knox hverken var en del af snigmordet eller konspirationen, besluttede han at slutte sig til disse mænd for at tjene dem. Imponerede over Knoxs undervisnings evner, spurgte de ham om at blive slots præst. (Selvom, Knox havde læst jura og teologi ved St. Andrews universitet, og var blevet ordineret, var han på grund af for mange præster i Skotland endt med at blive underviser og ikke tidligere havde tjent som præst i et sogn.) Knox var overvældet, rørt til tårer og afviste så offeret, idet han følte sig uværdig.

Over de næste par dage, vedblev menigheden med at give ham kaldet. Så, mens han deltog i en lokal gudstjeneste i St. Andrews, hørte Knox, Dean John Annand proklamere Katolicismen, påstående at den var “Kristi brud.” Knox rejste sig fra sin bænk og afbrød ham, og erklærede at den romerske kirke ikke var Kristi brud, men en prostitueret. Det romerske pavedømme var faldet yderligere fra apostlenes tro end jøderne var fra Moses da de korsfæstede Jesus.

Til dette, krævede menigheden højlydt at Knox skulle retfærdiggøre sine bemærkninger i en prædiken den følgende Søndag – hvilket han gjorde. Knox erklærede at den romerske kirke var blevet en satans synagoge. Han holdt sig ikke tilbage og en tilhører bemærkede at mens andre havde beskåret de yderste grene i pavedømmet, havde Knox “hugget efter roden for at fælde hele træet!” Dette var begyndelsen på en offentlig karriere for en af de mest kraftfulde prædikanter i reformationens æraen.

FANGET OG FORDØMT
Den franske flåde lagde belejring på St. Andrews slot, som overgav sig i juli 1547. Rebellerne blev taget med til Rouen, i Frankrig. Knox og de fleste protestanter blev dømt til livsvarigt slaveri som galajslaver. En livsvarig galaj dom blev anset som den næstværste efter henrettelse. Knox sagde lidt om sin tid på galajerne, men to ord som han brugte til at beskrive det var: “plage” og “lidelse.” Under hans tid på galajerne, fik han en nyre infektion og mavesår, som påvirkede ham resten af hans liv.

Omkring 150 galaj slaver, eller forsairs, var 6 om en åre. De 25 åre var alle omkring 15 lange. Roerne var lænket til åren, når de ikke varetog andre pligter. C omites på skibet bar pisk for at sikre sig at de dømte og krigsfangerne gjorde hvad de kunne. Galaj slaver blev anset som billig og undværligt brændstof for skibe.

Knox var omkring 33 år da han blev sendt til galajerne. Hans stærke karakter, som var tydelig i resten af hans liv og tjeneste, tjente ham godt under disse strabasser. Ved en begivenhed, mens der blev holdt messe på galajen og der blev sunget Salve Regina (O, Holy Queen), blev en statue af Jomfru Maria ( Vor Frue) delt rundt, for at alle ombord skulle kysse den. Han nægtede: “Plag mig ikke; sådan en afgud er forbandet!” Da denne statue endnu engang blev holdt frem for Knoxs ansigt for at han skulle kysse den, snuppede han afguden og smed den over bord, idet han sagde: “Lad nu vor frue redde sig selv. Hun er let nok lad hende lære at svømme!”

Knox tilstod at slaverne ombord på disse galajer blev “forfærdeligt behandlet.” De blev også presset til at afsværge protestantismen og vælge Katolicismen.

FRIGIVET OG FRIHED
Den engelske protestantiske regering under Kong Edward VI tog en direkte interesse i fangernes velbefindende og i februar 1549, efter 18 måneder som galaj slave, blev Knox frigivet. Dette var sikkert ved direkte indgriben fra Kong Edward VI, som del i en fangeudveksling.

KNOX PURITANEREN
Knox tilbragte de næste 5 år i England som en æret gæst. Han blev givet prædiken mulighed i Berwick og Newcastle. I 1551, blev Knox udnævnt til kongelig præst for Kong Edward VI. Som præst havde han mulighed for at prædike for kongen, og bidrage til udfærdigelsen af den anden “Book of Common Prayer” (BCP). Knox, insisterede for eksempel på at sætningen “kneeling at the Lord’s Supper does not imply any adoration of the bread and wine, nor is such adoration intended or permitted. On the contrary, it is stated explicitly, firstly that the natural body and blood of Christ are in Heaven, not on earth, and, secondly, that at the Lord’s Supper both the bread and the wine stay the same as they are. To adore them is idolatry.” skulle inkluderes.

Da Knox blev inviteret til at blive biskop i Rochester, afslog han.

”BLOODY MARY” OG EKSIL
Da Kong Edward VI døde, 6 juli 1553, så fremtiden for protestanter i England sort ud. Mary Tudor gjorde klart at hendes intention var at genetablere Katolicismen som statsreligion. Knox beskrev Mary som den “onde engelske Jezabel.” Knox, sammen med tusindvis af andre engelske protestanter, søgte tilflugt i det protestantiske Tyskland og Schweiz.

SCHWEIZ
I begyndelsen af 1554, rejste Knox til Geneva, hvor han mødte John Calvin. Knox beskrev Calvins Geneva som “den mest perfekte Kristi skole der nogensinde har været på jorden siden apostlenes dage.” Knox mødte også Heinrich Bullinger i Zürich.

FRANKFURT
Knox bosatte sig i Frankfurt hvor en gruppe engelske og skottiske emigranter bad Knox om at være deres præst. Dette kastede Knox ud i foruroligende skænderier og kontroverser over hvilken liturgi der skulle benyttes. Knox var blevet kritisk overfor “the Book of Common Prayer” (BCP) og selv overfor Calvins “Genevan Order of Service” (GOS), så han lavede en ny gudstjeneste form, som blev kendt som “the Book of Common Order” (BCO). Men, denne blev afvist af en stor del af menigheden. I marts 1555, blev menigheden delt og flertallet foreslog Knoxs afgang. Nogle medlemmer i menigheden fik overbevist byrådet om at nægte Knox af prædike og til at udvise ham fra byen.

Det er interessant at bemærke at selvom hans “Book of Common Order” blev afvist af emigranterne i Frankfurt, blev den i 1560 den officielle gudstjenestebog i ”the Church of Scotland”.

HERRENE I MENIGHEDEN
Mens Knox var i eksil i Europa, blev der formet protestantiske menigheder i Edinburgh, Dundee, St. Andrews, Perth og Brechin. De fleste af disse var hemmelige møder og mange brugte den engelske “Book of Common Prayer.”

I december 1557, lavede en gruppe af skotske adelige en pagt om at “fremsætte og etablere det højt velsignede Guds ord og hans menighed” at afsværge Katolicismen og at etablere den protestantiske tro som den officielle religion i Skotland. Denne gruppe blev kendt som ”Herrene i menigheden”

GENEVA OG SKOTLAND
Efter at være blevet udvist af Frankfurt, var Knox hjælpepræst for en engelsk menighed i Geneva. Så i august 1555, vendte han tilbage til Skotland og brugte 9 måneder på at prædike omfattende over hele landet. De Katolske biskopper kaldte ham til Edinburgh i maj 1556 for at stå for retten. Knox vendte tilbage til Geneva hvor han hjalp medlemmer i hans menighed med en ny oversættelse af biblen til engelsk. Denne blev kendt som “the Geneva Bible.”

HVORNÅR ER DET RIGTIGT AT SLÅS?
Knox spurgte Calvin hvorvidt det var tilladt med magt at modstå en monark der var ugudelig . Calvin mente at det var muligt at individer kunne nægte at adlyde ordre imod Guds lov, men han kunne ikke acceptere revolution. Men, Knox var ved at komme til den opfattelse at kristne havde pligt til at gøre oprør mod en tyrannisk monark. En regents højeste pligt var at bevare den rene tro og tjeneste. I Knoxs “A Godly Letter” (1554) lærte han at nationen kunne åpdrage sig skyld ved at tolerere ondskab. Hvis folket tillod Katolicismen at vare ved, ville nationen være underlagt guddommelig dom og plage. Gud straffede hele Benjamins stamme, for eksempel, ikke fordi alle var horkarle, men fordi horkarle blev tolereret.

AFGUDER TIL ØDELÆGGELSE
I hans 1549 folder: “A Vindication That The Mass Is Idolatry”, lærte Knox at afgudsdyrkelse ikke bare indebar tilbedelse af noget der ikke er Gud, men også i at stole på noget der ikke er Gud. At ære noget i religion der er i modstrid med Guds ord er at læne sig op af noget der ikke er Gud. Det er afgudsdyrkelse. “Messen…er en vederstyggelighed.” Messen promoverede en falsk forligelse der var baseret på gerninger.

OPRØR MOD GUD
Siden Guds lov aldrig forandres. Må han reagere på synd i Skotland som han gjorde i Israel, f.eks. at opløfte en Jehu for at slå en ugudelig regent. Knox forlangte at Guds lov skulle opretholdes i Skotland. Hvis folket adlød de onde regenters uretfærdige ordre, ville de få en langt hårdere straf fra Gud end nogen regent kunne idømme dem for forræderi. At undlade at gøre oprør mod en ugudelig regent var “purt oprør mod Gud.”

FRA SEPARATION TIL SEJR
Knox mente at, når de er i undertal, er de trofaste kun pålagt at adskille sig fra afgudsdyrkelse. Men, når de troende er i en dominerende position, og forholdsvis forenede, skal de ikke blot adskille sig fra afgudsdyrkelse, de skal også afskaffe det. Hvis udryddelse af afgudsdyrkelse betød at styrte en tyrannisk regent, så var det nødvendigt. Knoxs prædikener og skrifter om emnet var fulde af skrifts eksempler: Abraham, Moses, Deborah, Samuel, Elisa, Hezkia, Jehu, Elias, Amos, Esajas, Josiah, Jeremias, og mange andre passager der handlede om pagten, renselsen af den nationale religion, modsættelse af autoriteter der promoverede afgudsdyrkelse og Guds suverænitet. “hvis prinser overstiger deres beføjelser…er der ingen tvivl om at de må modstås med magt.”

PRÆSTEN AF RETFÆRDIGHED
Luther blev beskyttet af prins Fredrick af Saxen, Zwingli af borgmesteren og byrådet i Zürich, Calvin havde Geneva byrådets støtte, den engelske reformation på den tid havde Kong Edward VI. Men, siden ingen sekulær myndighed kunne yde protestanterne beskyttelse, mente knox at de udnyttende magter skulle styrtes. I dette stod Knox alene blandt alle de ledende reformatorer i det 15 årh. Han udfordrede åbent den gængse tolkning af Rom, 13 som Luther, Zwingli, Tyndale og Calvin havde.

ET KALD TIL MODSTAND
I hans 1555 “Admonition to England”, fordømte Knox de ledere der var gået sammen om at genrejse nationen til katolicismen under dronning Mary Tudor. “Var hun…blevet sendt til helvede før disse dage, ville deres amoralske og onde adfærd ikke have været så tydelig for verden.”

I 1558, udgav Knox hans mest berygtede “The First Blast of the Trumpet Against the Monstrous Regiment of Women” sigted direkte til “Bloody Mary” – Englands dronning på den tid.

Knox udtalte at ingen kvinde kunne være en gyldig regent – i hvert fald ikke en der forfulgte sande kristne. “Bloody Mary” var en oprører mod Gud, “en forræderinde og rebel mod Gud.”

Knox erklærede at det var imod Guds lov og natur for sådanne kvinder at regere noget kongedømme, det underminerede både den guddommelige og naturlige orden. Han kaldte de trofaste til at “fjerne fra ære og autoritet dette naturens monster.”

I hans, “Appellations To the Nobility and Commonality of Scotland” gav han den jævne befolkning retten og pligten til at gøre oprør mod tyranni.

KONTROVERSER
John Calvin var oprigtigt uenig med Knoxs First Blast og forbød dens cirkulation i Geneva. Indenfor for få uger efter udgivelsen, døde “Bloody Mary” og den protestantiske dronning Elizabeth besteg den engelske trone. Nogle så Knoxs modige modstand mod “Bloody Mary” tyranni, som retfærdiggjort ved hendes pludselige afskaffelse og kroningen af en protestantisk dronning.

Men, de fleste så det som en stor politisk fejltagelse og tog afstand til Knox. Knox tilstod: “Mit First Blast har blæst alle mine venner i England fra mig!”

Dronning Elizabeth I var forfærdet over Knoxs folder. Knoxs forklaring om at “det monstrøse kvindelige regiment” som han referede til var “Blood Mary” Tudor af England, Mary af Guise og Mary, dronning af skotterne, syntes ikke at rette op på skaden. Ej heller reparerede Knoxs offentlige støtte af den nye dronning, Elizabeth I, som den protestantiske dronning af England, skaden af hans engang så stærke bånd til ”the Church of England”.

REFORMATIONEN FLYVER OVER SKOTLAND
I maj 1559, ankom Knox i Perth. Hans brændende prædiken mod katolsk afgudsdyrkelse var så effektiv at da gudstjenesten var ovre, begyndte menigheden med det samme at ødelægge altre, billeder, statuer og krusifikser. De fjernede alle de romerske overtros ting. Så besatte Menighedens herre militaristisk Perth, Sterling, St. Andrews, og ved slutningen af juni, Edinburgh. Der blev Knox valgt til præst ved St. Giles Kirk på High Street. Hans reformations prædikener vandt genklang over hele Skotland.

FRANSKMÆNDENE UDMANØVREREDE
For at modstå Mary af Guise, og hendes franske tropper, lavede de skotske Herre af menigheden Berwick traktaten, i februar 1560, med englænderne. Traktaten var så effektiv at 6 juli 1560 var både franskmændene og englænderne enige om at forlade skotsk jord. Uden fransk indblanden var reformationens fremtid i Skotland sikret!

TAKSIGELSE OG BEKENDELSE
Senere på måneden mødtes det skotske parlament ved St. Giles, i Edinburgh, til en stor ”Thanksgiving” (engelsk højtid) gudstjeneste hvor Knox prædikede for dem. Parlament beordrede så Knox og 5 af hans kolleger til at lave en trosbekendelse. Hurtigt sat på papir, på 4 dage, er den skotske bekendelse livlig og spontan, fyldt af profetisk og militant sprog. Den blev godtaget af parlamentet og varede ved i 90 år, som de skotske kirkers officielle teologi. (I 1647, blev den overgået af ”the Westminster Confession”.)

TRO I AKTION
”The Scots Confession” er bemærkelsesværdig idet den specificere praktisk kristen etik. Den opfordrer til godt borgerskab, ærbart liv og et engagement til social retfærdighed med disse ord: “At have en Gud, at tilbede og ære ham, at kalde på ham i trængsler, at agte hans hellige navn, at høre hans ord og tro det, at have del i hans hellige sakramenter.

“ Den anden måde er: at ære far, mor, monarker, regenter og højere myndigheder; at elske dem, støtte dem, adlyde deres ordre forudsat at de ikke er i modstrid med Guds bud, redde uskyldiges liv, styrt tyranni, forsvar de undertrykte, holde vore kroppe rene og hellige, leve i ædruelighed og mådehold, handle retfærdigt med alle mænd i ord og handling, og endeligt, at undertrykke enhver trang til at skade vores næste... modstridende handlinger er synd.” (Artikel 14)

EN HØJERE PLIGT
”The Scots Confession” tillader ikke bare at styrte tyranni, men gør sådan en handling obligatorisk. Tyranner defineres som de rigtige rebeller, mod kongernes konge. Artikel 13 beskriver amoralske handlinger som: “beskidte personer, afgudsdyrkere, drukkenbolte og tyve... mordere, undertrykkere og onde forfølgere.”

”The Scots Confession” gør det klart at ingen sekulær myndighed har absolut magt. Sekulære ledere er konstant på prøve og ingen kristen bør give ukvalificeret og absolut lydighed til nogen regering. Kristne må bevare retten til retfærdigt oprør mod tyranner.

Ingen anden reformations bekendelse vovede sig så langt i farligt terræn, at give teologisk retfærdiggørelse for oprør mod tyranner. Knox erklærede: “Farlige tider kræver livskraftig tro.”

Den 17 august, afskaffede Parlamentet messen, nægtede at anerkende at paven skulle have magt over Skotland, og trak alle reformations-tro, modsigende love tilbage.

OMFATTENDE REFORM
I 1560, blev Knoxs traktat om forudbestemmelse udgivet i Geneva. ”The Geneva Bible” blev også udgivet. Dette var den engelske menighed som Knows havde tjents værk. I december 1560, blev “First Book of Discipline”, udfærdiget af Knox og hans kolleger forevist ”the general assembly”. Knox lagde planer for en omfattende forståelse af evangeliet til ethvert område af skotsk liv. Han ønskede en skole i alle sogne, en kollega i enhver by, et universitet i enhver storby, og regelmæssig organiseret forsørgelse af de fattige.

I 1560, døde Knoxs kone, Marjory, også.

”MARY QUEEN OF SCOTS” (MARY DRONNING AF SKOTTERNE)
Selvom reformations Parlament af 1560 havde arbejdet sammen med John Knox for at fremme et Calvinistisk Skotland, satte tilbagevendingen af den katolske Mary Queen of Scots, i 1561, dette i fare. Som dronning nægtede hun at gå med til den nye orden og Skotland forblev officielt katolsk. Mary Stuart var arving til den engelske trone hvis Elizabeth døde. Med hendes stærke bånd til Philip II i Spanien, Og Guiserne i Frankrig, var den katolske trussel mod Skotlands reformation meget seriøs.

Skotterne var meget vel klar over at protestanterne i Holland blev tortureret, halshuggede, hængt, drukned, brændt og begravet levende under vatikanets tunge hånd. De havde kort forinden været vidne til en bølge af forfærdelige henrettelser under “Bloody Mary” i nabolandet England. Da rygterne cirkulerede om at Mary Stuart skulle giftes med Don Carlos, Philip II af Spaniens søn (ærke-forfølgeren af protestanter), prædikede Knox en knusende prædiken om at: “alle papister er kættere!”

Philip II var meget vel klar over at Mary Stuart var vatikanets bedste chance for at genrejse katolicismen i England: “Hun er den ene port af hvilken religion atter kan vende tilbage til England. Alle de andre er lukkede.”

AMORAL OG INTRIGER

Mary Stuart giftede sig med Lord Darnley af England, i håbet om at forene katolikker i England og Skotland. Da dronningen blev gravid, beskyldte hendes unge mand hende for utroskab med hendes privat sekretær, David Rizzio. Lord Darnley (nu Kong Henry) deltog i mordet på Rizzio, 9 marts 1556. Den 15 juni 1556, fødte Mary Stuart en søn: James Charles Stuart (som voksede op og blev James I af England).

Som hævn mod hans ytrede mistanker, arrangerede Mary Stuart, gennem hendes kæreste, Jarlen af Bothwell, snigmordet på hendes mand, Kong Henry (Lord Darnley). Mary overtalte Henry om at komme tilbage til Edinburgh, dulmede hans mistanke og arrangerede at han skulle springes i luften. Både protestanter og Katholikker i Skotland var vrede. Mary fik Bothwell for en narre-rettergang, ved hvilken han blev frifundet, og gav ham så Dunbar slot og meget andet land til hans hjælpere.

AT KONFRONTERE DRONNINGEN
Knox blev kaldt for dronningens råd – hvor han luftede sine mistanker. Så konfronterede han Bothwell med anklager om utroskab, delagtighed i mord, og voldtægt. Da Bothwell giftede sig med dronning Mary, maj 1567, blev nationen overbevist om at hun havde hjulpet med at få hendes mand myrdet. Der var mange krav om at hun skulle afsættes og folket vendte sig imod hende. Knox krævede at dronningen skulle stå rettergang for mord og utroskab – begge dødsstraf forbrydelser. Mary Stuart blev tvunget til at abdicere og de adelige arrangerede en hurtig kroning af spædbarnet, James V af Skotland (senere blev han James I af England og Storbritanien).

REFORMATIONEN TRIUMFERE I SKOTLAND
Ved denne kroning prædikede Knox fra prædikestolen om baby Joash som blev velsignet og kronet mens dronning Athaliah råbte forrædderi fra hendes palads. Prædikenen inkluderede detaljer fra biblen omkring hvordan de adelige var gået fra kroningen af Joash og over for at dræbe Athaliah, for at nedrive Ba´al templerne og genrejse profeternes vælde i landet. Mens Knox krævede Mary Stuarts rettergang, flygtede hun og rejste en hær på 6,000 katolikker. Men, da hendes hær blev konfronteret med de disciplinerede protestanter, smeltede Marys hær. Hun flygtede til England og søgte hendes kusines Elizabeths beskyttelse. Bothwell flygtede til Danmark.

James Stuart, Marys halvbror, blev regent i Skotland. James Stuart (1531 – 1570) havde været en indflydelsesrig figur i skotsk politik. Som 19 årig, var han allerede medlem af ”the Privy Council”. Han blev Mary Queen of Scots’s chef rådgiver da hun vendte tilbage til Skotland. Men, da han blev vundet til den protestantiske tro og blev medlem af de indflydelsesrige ”Herre i menigheden”, brugte han sin magt til at vedligeholde og udbygge protestantismen. Da Mary var tvungen til at abdicere i 1567, og hendes spæde søn, James VI blev kronet, blev Stuart udnævnt til regent. Han blev beskrevet som: “en Puritaner med naturlig charme og diplomati.”

UNDERTRYKKELSE OG OPFORDRING TIL OPRØR
På samme tid kogte Europa. Den spanske greve af Alva var faldet over de calvinistiske rebeller i Holland med ild og sværd. 8,000 hollandske protestanter blev henrettet. Yderligere 30,000 fik deres ejendom konfiskeret. Så i 1568, dømte Inkvisition alle 3 millioner hollandske protestanter til døden som “kættere!” Hollænderne stod modigt imod og erklærede uafhængighed. Philip II så en stor revolution i øjnene. Sammen med krigen i Holland, og borgerkrigen i Frankrig, inspirerede en pavelig bulle der ekskommunikerede Elizabeth en katolsk opstand under Jarlerne af Northumberland og Westmoreland. De katolske armeer i Northumberland tilintetgjorde bibler og bønnebøger, genindsatte messen i Durham katedral, og planlagde at redde Mary Stuart så hun kunne blive dronning af England.

AT FJERNE TRUSLEN
Elizabeths hær knuste det katolske oprør og efter flere andre intriger og konspirationer om at myrde hende og placere Mary på den engelske trone blev afdækket, dronning Elizabeth gik modvilligt med til hendes rettergang og henrettelse.

SNIGMORD
Snigmordet i februar 1570, på den protestantiske regent af Skotland, James Stuart, kastede Skotland ud i en borgerkrig. Senere det år, fik Knox et slagtilfælde. Men han blev ved med at prædike de sidste måneder af hans liv. Selv da hans helbred blev værre, insisterede han på at blive båret til prædikestolen.

SUCCES
Før han døde, 1572, havde Knox den glæde at se reformationen fra 1560 gjort officiel af det skotske parlament. Pavelig autoritet i Skotland blev forbudt. Alle fremtidige regenter af Skotland skulle sværge at opretholde de reformatoriske dogmer. Dagen før ha døde sagde Knox: “Jeg har kæmpet mod satan, so altid er rede til slaget; Jeg har kæmpet mod åndeligt ondskab og har holdt ud.” John Knoxs dedikerede arbejde resulterede i at Skotland blev den mest calvinistiske nation i verden.

HISTORIENS DOM
Otto Scott sammenfattede hans bedrifter i “The Great Christian Revolution”: “Knox havde gjort en regerende monark mere ydmyg, styrtet en regering, afskaffet et hierarki, omvendt folket og kunne se landskabet forandret ved hans indsats og undervisningen af hans mentor Calvin, ved slutningen af hans liv. Knoxs triumf i Skotland…kappede en streng til Frankrig og gjorde truslen mod den engelske reformation mindre.”

Ved hans grav erklærede en mand: “Her ligger en mand, der hverken frygtede eller roste noget kød.”

En af Knoxs tilhængere havde erklæret at hans prædiken var “timelig i stand til at indgyde os mere liv end 500 trompeters vedvarende lyd i vore øre.”

19 hundredtals historikeren, Thomas Carlyle, beskrev Knox som: “et yderst overraskende individ, at have vagt hele Skotland på blot nogle få år, næsten nogle få måneder, til måske den mest noble flamme af hellig menneskelig iver og modig beslutsomhed, til kun at tro det der er fundet fuldstændigt troværdigt, og at modstå hele verden og djævelen med den ene arm på ryggen, i et uoverstigeligt forsvar for det samme.” For Carlyle, var Knox mønster eksemplet på stålsat lederskab, “Den mest skottede af skotter…intet hyklerisk, dumt og falsk kan finde hjemsted i denne mand… frygtende Gud og uden nogen anden frygt.”

Douglas Wilson i hans biografi om Knox “For Kirke og Pagt” beskriver Knox som: “som Daniel i det gamle testamente, var han ligefrem i hans fordømmelse af synd, umådeholden i hans proklamering af sandhed og ensporet i hans lydighed mod Guds ord. Som Kong Josiah, i det gamle Israel, gjorde han hvad der var ret i Herrens øjne, og vendte sig aldrig til den ene eller anden side. Som den store general Josva, adlød han trofast skriftens klare befaling, altid stabil og ubøjelig. Men sådanne karaktertræk og sådanne synspunkter, ligegyldigt hvor overbevisende er uundgåeligt bekostelige. Det kostede næsten Knox alt i hans levetid og det har givet ham hadske og vrede beskrivelser hos samtlige sekulære historikere i årene efterfølgende…et simpelt kompromis her og der kunne meget vel have reddet ham fra fængsling, eksil og forbandelse. Men han nægtede at gå på kompromis. Han kunne have prøvet at arbejde indenfor systemet. Han kunne have prøvet forligelse, gøre plads, eller forhandling. Men han nægtede kompromis, risikerede alt af princip.”

John Calvin beskrev Knox som: “Guds brændejern” og som en “broder…der arbejder energisk for troen.”

Mary Stuart, Queen of Scots, er blevet hørt erklære, rystende og under tåre: “Jeg er mere bange for John Knoxs bønner end for en hær på 10,000.”

John Knoxs berømte bøn: “Giv mig Skotland eller Jeg dør!” blev grundigt besvaret i hans levetid.

“Jeg har stridt den gode strid, fuldført løbet og bevaret troen.” 2 Tim 4:7

Dr. Peter Hammond 
Reformation Society
PO Box 74 
Newlands, Cape Town 
South Africa 
Email: info@reformationsa.org
Web: www.reformationsa.org.za

Et geni formes
Jonathan blev født 5 oktober, 1703, som det femte barn til Timothy og Esther Edwards. Jonathan var deres eneste søn ud af 11 børn. Han havde 10 søstre!

Jonathans far, Timothy Edwards, var en tredje generations New Englænder, en præst, som tjente sit East Windsor sogn trofast. Jonathans far, Timothy Edwards, tjente også som præst i hæren under en Indianer krig.

Jonathans morfar, var Solomon Stoddard, en berømt puritansk præst som tjente som præst i mere end 55 år.

Jonathans mor, Esther Stoddard voksede op i et hjem fyldt af bøger og ofte besøgt af New Englands elite. Hun blev beskrevet som “højt uddannet” og hun videregav sin egen kærlighed til bøger, til sin unge søn Jonathan.

Selv før han blev teenager, var Jonathan flydende i latin, græsk og hebraisk. Fra en meget ung alder var han meget metodisk og udviste bemærkelsesværdig tidlig modenhed både i videnskabelig observans og filosofisk spekulation.

Som en ung dreng, byggede Jonathan små fort i skoven for at holde bedemøder med sine venner. Han begyndte på ”the Collegiate School of Connecticut” (som senere blev til Yale Universitet) som 13 årig og var færdig som 17 årig, som den bedste i klassen.

Omvendt til Kristus
Kort før han blev student som 17 årig, blev han oprigtigt omvendt. Mens han læste: “Evighedernes konge, den uforgængelige, usynlige, eneste Gud være ære og pris i evighedernes evigheder! Amen.” 1 Tim 1:17, “Der kom i min sjæl... en følelse af ærefrygt for det guddommelige, en ny følelse, meget anderledes end noget jeg tidligere havde oplevet... fra det tidspunkt af begyndte jeg at have en ny forståelse og ideer om Kristus, og frelsesgerningen og den herlige frelses vej han havde beredt. ”

Dogmerne om Guds suverænitet, som tidligere havde virket ”uacceptable” for ham, virkede pludselig ”ekstremt dejlige, lyse og søde” for hans sjæl. Han frydedes over Guds suverænitet, ære og majestæt. Fra dette punkt bemærkede Edwards, at han vedvarende i naturen så: “Gudsstorhed, hans visdom, hans renhed og kærlighed... i alting; i solen, månen og stjerne; i skyerne og den blå himmel; i græsset, blomsterne, træerne; i vandet og al naturen” og dette betog hans sind. Næste gang han så en torden storm, var han forundret over at se de spektakulære lyn og ”høre den majestætiske og frygtindgydende stemme i Guds torden... min store og ærbare Gud... syntes det mig altid naturligt at synge...”

En puritansk tro
Fra begyndelsen trak Jonathan Edwards trenden blandt studenterne væk fra den puritanske tro som skolen grundlæggere havde. Jonathan gik imod tidsånden og begyndte at sluge skrifter af reformatorne og puritanerne. Guds ære og majestæt blev Edwards betvingende passion i livet.

Kaldet til tjenesten
Efter at have læst teologi i 2 år, blev Edwards kaldet til at være hjælpe præst for hans morfar, Solomon Stoddard, i Northampton, Massachusetts. Han blev vejledt af hans morfar i sognet i 2 år. Da Solomon Stoddard døde som 85 årig (efter at have været en mægtig prædikenmæssig påvirkning i Massachusetts i mere end 55 år), kaldte kirken i Northampton Jonathan Edwards til at blive deres præst.

I enhver henseende, var Jonathan Edwards en dedikeret og trofast præst. Han brugte gennemsnitlig 13 timer om dagen på studier og prædiken forberedelse. Edwards beskrev præstekaldet: “at redde fortabte sjæle og bringe dem til evig glæde.”

Han var forfærdet over ondskaben og verdsligheden i det samfund han var kaldet til at nå. Denne åndeligt-sindede præst, prædikede strenge og sårende prædikener som skar mange i hjertet. Han så menneskene i hans menighed som badet i amoral.

“ Evangeliet syntes for mig den største skat; skatten jeg længtes mest efter…vejen til frelse ved Kristus…ærbar og storslået, mest behagelig og smuk.” Hellighed blev beskrevet af Jonathan som “en sød, charmerende, fredelig, rolig.... uforklarlig renhed, lys, fred og kraft for sjælen.”

Jonathan Edwards prædiken blev beskrevet som “fængslende”, “oplivende”, “bemærkelsesværdig” og “belærende”. Han brugte ingen ”virkemidler” til sin prædiken, men overbeviste “med overvældende vægtige argumenter og med intens følelse.” Han prædikede imod synd som en skændig handling mod Guds suveræne majestæt. Han proklamerede behovet for guddommelig nåde gennem Kristus Jesus. Ved en ordinations prædiken erklærede Jonathan Edwards: “Præster er kun sendt i Hans erinde. De skal prædike det han byder dem. Han har placeret en bog i deres hænder der indeholder en sammenfatning af dogmer og byder dem at gå og prædike det Ord.”

Et ualmindeligt ægteskab
Da han var 20 mødte han Sarah Pierrepont. Efter fire år med ofte opslidende bejleri blev Jonathan Edwards gift med Sarah og begyndte således, det som beskrives som et ”ualmindeligt bånd.” Jonathan og Sarah blev velsignet med 11 børn. (I 1900 fandt man frem til de 1400 efterkommere efter Jonathan og Sarah Edwards og afdækkede at dette ene ægteskab havde produceret: 66 læger, 30 dommere, 65 professorer, 13 universitets præsidenter, 100 advokater, 1 Rektor for en top Jura skole, 1 Rektor på en medicin skole, 3 US senatorer, 3 borgmestre i store byer, 3 stats guvernører, 1 kontrollør i nationalbanken, og 1 Vice-Præsident i USA – som allerede året efter blev Præsident i USA – Theodore Roosevelt. Yderligere, har medlemmer af familien skrevet 135 bøger og redigeret 18 journaler. De var gået ind i præste tjenesten “i delinger” og udsendt over 100 oversøiske missionærer).

George Whitefield skrev om sin tid i Edwards hjemmet som en enorm velsignelse og inspiration. Om Jonathan og Sarah Edwards skrev han: “et sødere par har jeg endnu ikke set.” Han beskrev deres børn som “eksempler på kristen simplicitet.” Han beskrev Sarah Edwards som: “smykket med en ydmyg og stille ånd. Hun talte solidt om ting omkring Gud, og virkede som sådan en hjælp for sin mand, at hun fik mig til at forny de bønner...at det måtte behage Ham at sende mig en datter af Abraham til hustru.”

Sarah så det som sin åndelige pligt at holde hjemmet fredfyldt og rart så Jonathan kunne bruge den maksimale tid på studier og tjeneste. Hvordan hun var i stand til dette med 11 børn, som hun hjemmeskolede er en gåde. Til sidst på dagen ville Jonathan og Sarah ride på deres heste i den nærliggende skov og berige hinanden med de åndelige skatte de havde fået den dag.

Vækkelse
I 1734 vakte Jonathan Edwards prædiken om retfærdiggørelse ved tro en åndelig vækkelse i hans sogn. I december var der seks pludselige omvendelser. Ved forårstid var der omkring 30 om ugen. “Byen virkede til at være fyldt af Guds nærhed; den var aldrig så fuld af kærlighed, eller så fuld af glæde... der var bemærkelsesværdige tegn på Guds nærhed i næsten ethvert hus...Herrens dag var en fryd...alle oprigtig stemt på offentlig tilbedelse, alle lyttende ivrige efter at sluge alle præstens ord.”

Denne Helligåndens gerning spredtes gennem ”the Connecticut River Valley”, og udover hele Nord Amerika, og så over atlanten til de britiske øer.

Edwards nøjagtige beretning om denne vækkelse: “En trofast fortælling om Guds overraskende gerning” blev udgivet i 1737. Snart blev den genudgivet i England (redigeret af den kendte salme digter Isaacs Watts). Engelske evangelist George Whitefield læste Edwards bog og gjorde det til et punkt at besøge ham på hans prædike tur i Amerika.

Da Whitefield prædikede i Edwards kirke blev det rapporteret: “Forsamlingen var overordentligt smeltet... næsten alle i forsamlingen var i tåre en stor del af tiden.” Gennem George Whitefields omrejsende prædiken, spredtes ”the Great Awakening” ud i de engelske kolonier i Nord Amerika og længere endnu.

Den mest kendte prædiken
Det var kort efter Whitefields besøg at Jonathan Edwards prædikede hans mest kendte prædiken, muligvis en af de mest kendte prædikener i historien, “Syndere i hænderne på en vred Gud.” Det var 1741. Stilen mindede om prædikener til en dømt lige før han skal henrettes. Det blev forventet af prædikanten at han skulle lægge vægt på deres umiddelbare møde med Guds dommer sæde og opfordre dem til at vende om/angre. Da disse prædikener oftest blev udgivet ville de fleste med det samme genkende stilen.

I et meget chokerende træk, brugte Edwards denne type prædiken på de “respektable” kirkegængere og udmejslede der usikre stilling i forhold til en Hellig Gud. Menneskets totale fordærv, Guds hellighed og vrede og den eneste vej til frelse ved Kristus blev præsenteret kraftfuldt i den knusende effektive prædiken. Liv blev forandret, tidligere lunkne og verdslige kirke medlemmer forlod tvivlsomme handlinger og forsamlinger og samfund blev damatisk forandret.

Mange af Edwards Bibel studier og prædikener blev senere udgivet. Dette inkluderede ”Justification By Faith” (1737), ” The Distinguishing Marks of a Work of the Spirit of God” (1741), ” Thoughts on the Revival” (1742), og ”Religious Affections” (1746).

David Brainerd
I 1749 udgav Jonathan Edwards dagbøgerne af missionær David Brainerd (1718-1747). I Brainerd, den unge dedikerede missionær som bragte evangeliet til indianerne, fandt Jonathan Edwards et levende eksempel på alt han havde prædiket og skrevet om, omkring en kristens forandrede liv i hellighed. Brainerd var forlovet med Jerusha Edwards, men fik tuberkulose og døde i Edwards hjemmet som 29årig. Kort efter døde Jonathan Edwards datter af den samme tuberkulose, som han havde fået mens hun plejede hendes forlovede.

Edwards bog: ” The Life and Diary of Rev. David Brainerd” blev brugt på en stor måde til at inspirere det 19 århundredes missionsbevægelse. Den opvakte utallige missionære, inklusiv faderen til den moderne missionsbevægelse, William Carey, ud i fremmede marker.

En dedikeret præst
Jonathan Edwards var overbevist om at han ville opnå det største gode ved studie, prædiken, skrivning, rådgivning og gennem bøn. Meget af dette blev opnået i han studer-kammer hvor han udøste sin sjæl i ivrig bøn og rådgav mange medlemmer i menigheden.

Hans prædikener blev skrevet fuldt ned, begrundede, dogme sætninger, baseret på bibelsk udlægning og med en karakteristisk puritansk applikations del fra hovedet til hjertet, fra tro til praksis. Han opdelte sine prædikener i tre sektioner: Tekst, Dogme og Applikation – alle gennemvædet af skriften. Hans stil blev beskrevet som: tilbageholdent og kraftfuldt. Edwards opmuntrede sine medlemmers intellektuelle liv ved at udlåne sine bøger.

En striks disciplinering
Da det blev klart at nogle af omvendelserne i hans midte ikke var oprigtige, nægtede Edwards dem adgang til nadverbordet. Dette medførte meget utilfredshed i hans menighed. Han insisterede på at kun folk der havde kommet med en offentlig trosbekendelse, som også indeholdt en beskrivelse af deres personlige omvendelse, kunne modtage nadver. Dette omstødte hans morfars åben nadver position og gjorde at han blev stemt ud af kirken, med en overvældende 230 mod 23.

Afvist
Nogle klagede over at Edwards ikke besøgte medlemmers hjem, men snarere modtog dem der søgte råd i sit studer kammer. For at kunne bruge mere tid i sine skrive tjeneste, foretrak Edwards at dem der søgte råd kom til ham, frem for at han ren rutine mæssigt skulle tage ud til dem. Andre var forargede over Edwards “strenge” håndtering af nogle unge mænd der havde brudt accepterede etiske standarder, ved at læse deres navne højt fra talerstolen. Da flere af disse var fra højtstående Northampton familier, indbragte det ham en del modstand fra flere familier. Mange status-bevidste, etablerede familier, kunne ikke lide at blive mindet om at deres personlige bedrifter ikke var andet end ”beskidte klæder” i Guds øjne. Edwards samvittighedsmæssige insisteren på menigheds renhed havde gjort mange af dem fra Northampton der gik mere op i social status meget forlegen.

Bortvist
Den 1 juli, 1750, med intet embede at flytte til, prædikede Edwards si afskedsprædiken i kirken i Northampton. Han blev så missionær hos ”Housatomic Indians” i frontlinje byen Stockbridge. Dette begyndte syv års modgang og praktisk eksil. Han blev betragtet som en verdslig fiasko, efter at han var blevet tvunget til at forlade sit embede og leve i yderste fattigdom. Og dog, blev denne missionær stilling ved fronten til den mest produktive tid for hans skriver tjeneste.

Sande og falske omvendelser
I hans “Distinguishing Marks of a Work of the Spirit of God” (1741), skelnede Jonathan Edwards mellem sande og falske omvendelser. “Generelt set, har der været en stor og bemærkelsesværdig omvendelse og helliggørelse hos folket her.” Men, han reporterede uregelmæssigheder og overdrivelser der krævede at man skulle “prøve ånderne om de er fra Gud.” 1 John 4:1

Udvortes, forlader den frelste sine gamle syndige veje. Indvortes, vidner de om en ny og livlig sans for Guds nærvær og en ny attitude til åndelige sager. Men, vækkelsen blev såret følelser og forstyrrende opførsel hos nogle. Edwards påpegede at Gud havde skabt sjælen med to egenskaber: intellekt og vilje. Man kunne have spekulativ visdom uden et forandret hjerte.

For eksempel, kan vi måske huske en matematisk formel eller de 10 bud, men blot kendskaben vil ikke nødvendigvis påvirke vores motiver eller handlinger. Edwards diskuterede ikke-tegn der hverken be- eller af-kraftede Helligåndens tilstedeværelse. Iblandt disse inkluderede Edwards intense religiøse oplevelser, “kropslige manifestationer”, ekstensiv og ivrig religiøs samtale, praktisering af religiøse handlinger, kendskab til skriften og selv direkte kommunikation med Gud. Som han påpegede, at i skriften talte Gud selv til ikke-troende.

Kendetegnene på en sand kristen
Kendetegnene for en sand kristen identificere Edwards som helhjertet kærlighed til Gud og vor Herre Jesus Kristus, ikke for, fred, behagelighed og evigt livs gavn – selvom disse kommer som bi-produkter for frelsen. Hellere, dog, elsker den sande troende Gud, for hvem Gud er. Ikke kun for hvad Gud gør.

Åndelige affektioner inklinerer vort syndige jeg, væk fra selvviskhed og mod Guds ære. De rigtige afdækkende kendetegn for en sand troende kan ses i åndens frugter: kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse (Gal 5:22-23).

Hellighed kommer fra hjertet, eller viljen, snarere end fra vores forstand. Hellige affektioner (følelser og viljen) er substansen for sand tro.

Guds ånds gerning er set i dem der er: ydmyge, kærlige i ånden, åndeligt sultne, selv reflekterende og rolige, og vedblivende i hellig affektioner. Hovedtegnet for alle nådens tegn, en kristens sande kendetegn, findes i kristen kærlighed og handlen. “Gudfrygtighed i hjertet har en dirkekte relation til handling, som en fontaine har til en bæk eller som som solens skinnende natur har til de stråler den sender us, eller som livet har til åndedrattet.”

Sand kærlighed ses i offeret
Kristen tro i aktion, levet ud i handling, midt i livets prøvelser, er det mest overbevisende bevis på sand kristendom. En person føler måske intenst, taler, lytter, synger og beder, men medmindre de følges af integritet og kærligheds handlinger og barmhjertighed, er de ikke overbevisende bevis for retfærdiggørelsens gerning. Edwards opfordrede sine læsere til at skelne mellem sand kristen oplevelse og forfalskningen, ikke så meget ved hvad folk sagde, men ved hvad de gjorde.

En glædesfyldt tro
Jonathan Edwards insisterede på at troende skulle forvente glæde fra deres tro. Sand kristendom ”undfanger kærlighed og fred, velvilje med andre, broderlighed venlighed, gensidig velvilje, gavmildhed og bekymring for ens næste. ”

En hjertes sag
Edwards lærte at “sand religion” er først og fremmest et hjertes spørgsmål. Man kan kende om Helligånden arbejder i én, idet Helligånden re-orienterer vores sjæl. Det vigtigste bevis for retfærdiggørelse er hjertets forandring, forandring af vores affektioner, der bringer os til at elske Guds vilje og finde glæde ved at følge hans veje.

Gud selv
Gud selv er kilden til alt der er godt, sandt og smukt. Et kærligheds bånd til Gud bringer en hidtil uset glæde og personlig fuldbragthed og en bibelsk kærlighed til Gud og vores nabo. Han citere Augustins ”bekendelser”:”Du har skabt os til dig selv, og vore hjerter er hvileløse til det hviler i dig.”

Edwards lærte at Gud har skabt os med en længsel kun han selv kan tilfredsstille. Men, vi syndere prøver at fylde dette Gud-formede vakuum med afguder af stolthed, grådighed og liderlighed. Han lærte at godhed aldrig kan skilles fra gudsfrygt. Det som ikke er gjort for at tjene kristus kan på ingen måde kaldes godt.

Skabelsen vidner om skaberen
Edwards lærte at alt i naturen og historien taler om Kristus og hans evangelium, hvis blot det forstås korrekt. Han viste billeder, typer og skygger af guddommelige ting i naturen og historien.

For eksempel, lærte han at forårets sagte proces var forordnet af Gud til at illustrere den gradvise forøgelse af Guds rige på jorden, og at ”svineriet” nyfødte børn er dækket i, er Guds måde at understrege alle menneskers syndighed.

Calvinisme vs. Arminianisme
Han lærte at det calvinistiske dogme om forudbestemmelse giver den største støtte for sand moralitet. Bedre end noget andet alternativt syn, viste han at calvinisme holder mennesket ansvarligt for dets egne handlinger. Frihed og forudbestemmelse er essentielt forenelige. Han bog ” Original Sin”, er et solidt forsvar for det kontroversielle dogme omkring forudbestemmelse. Han viste de logiske stridigheder i Arminianisme. Edwards var ikke fatalist. Folk skal stå til regnskab overfor Gud og de er fuldt ud ansvarlige for deres handlinger. Alligevel er det Guds nåde alene der frelser syndere.

Emotioner vs. Emotionalisme
Mange af Edwards værker forsvarede vækkelserne imod dem som ikke ville have nogle følelser i religion, og dem der ikke ville have andet end følelser i deres.

Jonathan Edwards var en meget disciplineret person som vedligeholdt en livslang vane med at stå op kl 4 om morgenen. De fleste af hans dage var til intensiv studie, prædiken forberedelse og skrivning. Han insisterede på at sand kristendom er rodfæstet i et forandret hjerte. Hans ” Treatise on Religious Affections” (1746) er et mesterstykke i åndelig dømmekraft. Jonathan Edwards kombinerede intellekt og pietisme, hoved og hjerte, dogme og hengivenhed i en bemærkelsesværdig balance. Han opfordrede til kristen salme sang, især dem af Isaac Watts.

Med de sidste Mohicanere
Gennem sine syv års missionsarbejde i Stockbridge, blev Jonathan Edwards bekendt med de sidste Mohicanere. Mohicaner børn boede ved missions skolen, og hans søn, Johnathan, brugte et år i Mohicanske landsbyer hvor han lærte deres sprog. Da den fransk indianske krig brød ud, forlod Mohicanerne Stockbridge, nogle for at kæmpe på englændernes side.

Kaldet til Princeton
Endelig, efter syv års eksil i Stockbridge, blev Jonathan Edwards intellektuelle statur endelig anerkendt da han blev inviteret til at blive præsident for det nye Princeton Universitet. Han ankom i januar 1758, men på grund af en eksperimentiel vaccine mod skoldkopper, som han fik den 13 februar, døde han af sygdommen den 22 marts. Han var kun 55 år gammel.

Kaldet til herligheden
Hans sidste ord talte om hans kærlighed til hans kone Sarah (som stadig var i færd med at pakke deres ting sammen i Stockbridge som forberedelse til at flytte til New Jersey) og opfordrede hans børn til at finde troen på Gud. Han bad om ikke at blive givet en storslået begravelse, men at man i stedet skulle give de mulige penge til velgørenhed. Hans sidste ord til hans datter som tog sig af ham var: “stol på Gud og så har du ingen grund til at frygte.”

Han taler stadig til os i dag
Tragisk nok, blev det kæmpe værk som Jonathan Edwards var begyndt på, om at arrangere en sammenhæng mellem kristen dogme og etik, opstillet historisk, kun lige begyndt. Men, flere af hans andre værker som var næsten komplette ved hans død, blev senere gjort færdige og udgivet, såsom: ” The End for Which God Created the World” (1765); ” Nature of True Virtue” (1765) og ” History of Redemption” (1774). På grund af hans skrifter, hans eksempel på personlig hellighed, og hans indflydelse som en dedikeret kirkeleder, er Jonathan Edwards vedblevet med at udøve en enorm indflydelse på reformerte kirker i Amerika og England. Hans forsvar for historisk calvinisme holdt rationalismens og romantesismens flodbølge tilbage. På mange måder hjalp Edwards lange år på missionsmarken med at producere nogle af hans største værker, som stadig velsigner kirken i dag.

Edwards kald til bøn for vækkelse: ” A Humble Attempt to Promote Explicit Agreement and Visible Unity of God’s People in Extraordinary Prayer for the Revival of Religion” (1749)blev spredt vidt over de engelske øer og havde en enorm indflydelse på William Carey som havde denne bog med til Indien. Jonathan Edwards insisteren på en livskraftig tro i hoved og hjerte, hellighed og tjeneste, vedbliver med at udfordre og formane kristne til den dag i dag.

“ Evighedernes konge, den uforgængelige, usynlige, eneste Gud være ære og pris i evighedernes evigheder! Amen.” 1 Tim 1:17

Dr Peter Hammond 
​
Reformation Society
P.O. Box 74
Newlands, 7725
Cape Town, South Africa
Tel: (021) 689 4480
Fax: (021) 685 5884
Email: info@reformationsa.org
Website: www.ReformationSA.org

Bibliography: 
The Life and Character of the Late Reverend Mr Jonathan Edwards , by Samuel Hopkins, 1764
Jonathan Edwards: 1703-1758, by Ola Winslow, Macmillan, 1940
Jonathan Edwards : A New Biography, by Iain Murray, Banner of Truth, 1987
Jonathan Edwards : A Life, by George Marsden, Yale University Press, 2003
Jonathan Edwards On Revival (including: A Narrative of Surprising Conversions, 1736, Distinguishing Marks of a Work of the Spirit of God, 1741; and Jonathan Edwards Selected Works, edited by Iain Murray and published by Banner of Truth, 1958), Banner of Truth, 1965
Jonathan Edwards On Knowing Christ, Banner of Truth, 1990
Jonathan Edwards : Puritan, Preacher, Philosopher, by John Smith, Notredame, 1992
God of Grace and God of Glory : An Account of the Theology of Jonathan Edwards, by Stephen Holmes, Eerdmans, 2001