Vidste du at de første engelske oversættelser af Biblen blev forbudte? At de første engelske udgaver af de nye testamente måtte trykkes i Tyskland og smugles til England i bomuldsballer? Vidste du at den ansvarlige bibeloversætter blev brændt ved en pæl, for den forbrydelse at have oversat skriften til engelsk? Bishop Stephen Bradley observerede: “Vi er i fare for at glemme sandheder som tidligere generationer gav deres liv for.” At vores kirker er i fare for at glemme reformationens sandheder, for hvilke tidligere generationer af martyrer villigt gav deres liv, blev jeg overvældet af under en tjeneste rejse til Europa I 2005. Jeg havde mulighed for at besøge Oxford og se “the Martyrs Memorial”. Det vendte min opmærksomhed til en begivenhed der havde foregået 450 år forinden. OXFORD MARTYRERNE
Den 16 oktober 1555, lige udenfor vægene af Balliol College, Oxford, var en stærk pæl blevet boret I jorden omringet af brændeknipler stablet ved dens fod. To mænd blev ledt ud og bundet til pælen med en enkelt kæde, bundet om begge deres liv. Den ældste mand var Hugh Latimer, biskoppen i Worcester, en af de mest kraftfulde prrædikanter på hans tid, og den anden var Nicolas Ridley, biskoppen i London, respekteret som en af de bedste teologer i England. Der blev bragt og stablet mere træ op omkring dem. Så blev der tændt ild. Idet træet begyndte at brænde og flammerne voksede, opmuntrede biskop Latimer sin ven: “Vær ved godt mod, mester Ridley, og vis dig som en mand! Vi skal I dag tænde sådan et lys, ved Guds nåde, I England, at jeg stoler på det aldrig vil slukkes.” Hundredvis i mængden, der så disse biskopper brænde, græd åbenlyst. Stedet hvor de blev henrettet er I dag markeret med et lille stenkors i jorden i Broad Street, mens tæt på i St. Giles står det store “Martyrs Memorial”, rejst 300 år senere til minde om disse to mænd og Thomas Cranmer, ærkebiskoppen i Canterbury, som 4 måneder efter deres henrettelse led den samme tortur og død ved brænd, på det samme sted og af samme årsag. HALLOWEEN VS REFORMATIONS DAG Mens jeg stod og betænkte offeret og lidelserne for diss modige reformatorer i Oxford, for mængder forbi uden at stoppe for bare et øjeblik og overveje den historiske betydning af Latimer, Ridley og Cranmers martyrie præcis 450 år forinden. Og det er ikke bare den sekulære befolkning der syntes ligeglade med betydningen af reformationen for opnåelse af et unikt niveau af frihed, produktivitet og fremgang i historien. Besøg ved de forskellige imponerende katedraler og kirker i Oxford og London indikerede at de fleste kirkegængere virkede uvidende om de store temaer der inspirerede den protestantiske reformation, og den livs-forandrende, kultur-forandrende tro for hvilken disse modige sjæle gav deres liv. Temaerne, programmerne og begivenhederne der blev reklameret for I kirkekalenderne og udstilingerne, nyheds-tavler og bogborde I disse imponerende arkitektiske mesterværker, talte mere om kirkens sekularisering end nogen åndelig reformation eller missions vision. På Reformations Dage, 31 October, virker mange kristne mere bevidste om Halloween end Reformationen. Det lader til at flere af børnene i vore kirker fejre denne hedenske og okkulte Halloween end den store åndelige vækkelse der fødte den protestantiske reformation. TRO OG FRIHED En dag i 1519 blev syv mænd og kvinder i Coventry brændt levende for at lære deres børn fadervor, de ti bud og den apostolske trosbekendelse – på engelsk! Under sin rettergang, blev biskop Ridley opfordret til at afvise sin protestantiske tro. Hans svar: “Hvad angår den dogme jeg har undervist I, forsikre min samvittighed mig at den er sand, og i overensstemmelse med Guds ord…i bekræftelsen af dette forsegler jeg det samme med mit blod.” Efter megen anden pres og lidelse svarede biskop Ridley: “Så længe jeg har et åndedræt I kroppen, vil jeg aldrig fornægte min Herre Kristus, og hans kendte sandhed: Guds vilje ske I mig!” Biskop Latimer erklærede: “Jeg takker Gud mest hjerteligt, at han har forlænget mit liv til dette formål, at jeg på denne måde herliggøre Gud ved denne form for død.” DEN ULOVLIGE ENGELSKE BIBEL Det overrasker måske de fleste engelsk talende kristne at den første trykte engelske bibel var ulovlig og at bibel oversætteren blev brændt levende for forbrydelsen at oversætte Guds ord til engelsk. William Tyndale er kendt som faderen af den engelske bibel, fordi han lavede den første engelske oversættelse fra de originale hebraiske og græske skrifter. 150 år tidligere havde Wycliffe overset en håndskrevet oversættelse af biblen, men denne var oversat fra den latinske vulgata. På grund af forfølgelsen og den beslutsomme kampaigne for at finde og brænde disse bibler, findes der kun få I dag. Det ville tage gennemsnitlige 8 måneder at lave ét eksemplar af Wycliffe Bible, da de skulle skrives I hånden. William Tyndales oversættelse var det første kopi af skriften der blev trykt på engelsk. Den officielle romersk katolske og hellige romerske riges afsky for bibler oversat til et almindeligt sprog, kan ses fra disse historiske citater: Ærkebiskoppen i Canterbury, Arundel erklærede: “Den pestilens og mest afskygelige John Wycliffe, I forbandet hukommelse, et barn af den gamle djævel, og ham selv et barn og elev af anti-krist…kronede han sin ondskab ved at oversætte skriften til modersmålet.” Den katolske historiker Henry Knighton skrev: “John Wycliffe oversatte evangeliet fra latin til engelsk... gjorde det til almandseje og almindeligt for alle...selv kvinder...og således blev evangeliets perle smidt for svinene og trådt under fode og hvad der skulle være de gejstliges juvel er blvet gjort til lægfolkenes spøg...er blevet almindeligt...” Et kirkemøde af gejstlige I 1408 erklærede: “Det er farligt…at oversætte den hellige skrift fra et sprog til et andet... vi erklære og ordinere at ingen I fremtiden på hans egen autoritet må oversætte noge tekst I skriften til engelsk eller noget andet sprog, det være sig I bog, folder eller traktat, som nyligt er oversat af den omtalte John Wycliffe…under straf af ekskommunikation.” GUDS FORBRYDER William Tyndale var en dygtig akademiker, en student fra både Oxford og Cambridge Universities. Det var ved Cambridge at Tyndale blev introduceret til Luther og Zwinglis skrifter. Tyndale lavede sin M.A. ved Oxford, så blev han ordineret til tjeneste, tjente som feltpræst og underviser og dedikerede sit liv til oversættelse af skriften fra det originale hebraisk og græske sprog. Tyndale var chokeret over uvidenheden om biblen blandt de gejstlige. Til sådan en gejstlig erklærede han: “Jeg modsætter mig paven og alle hans love. Hvis Gud sparer mit liv, vil jeg før mange år er gået, gøre det muligt for drengen der driver ploven, at kende mere til skriften end du gør.” Da han ikke kunne få nogen kirkelig godkendelse for hans foreslåede oversættelse, gik Tyndale i eksil i Tyskland. Som han beskrev det “ikke bare var der ikke plads i min Herrens palads i London til at oversætte det nye testamente, men der var heller ikke plads I hele England.” Støttet af nogle købmænd i London, sejlede Tyndale i 1524 mod Tyskland, for aldrig at vende tilbage til sit hjemland. I Hamburg arbejdede han på det nye testamente, som var klart til at blive udgivet det følgende år. Da siderne begyndte at flyve af trykken i Cologne, angreb soldater fra det hellige romerske rige trykkeriet. Tyndale flygtede med så mange sider som der var blevet trykt. Kun et ufuldstændigt kopi af dette Cologne ny testamente overlevede. Tyndale flyttede til Worms hvor hele det nye testamente blev udgivet det følgende år (1526). Af de 6000 kopier der blev udgivet, har kun 2 eksemplarer overlevet. Ikke bare måtte den første engelske udgave af det nye testamente produceres i Tyskland, men de måtte også smugles ind I England. Der gjorde biskopperne alt de kunne for at finde og tilintetgøre dem. Biskoppen I London, Cuthbert Tunstall, prædikede mod oversættelsen af det nye testamente til engelsk og fik kopier af Tyndales ny testamente ceremonielt brændt ved St. Paul’s. Ærkebiskoppen i Canterbury begyndte en kampaigne med at købe alle disse forbudte kopier af det nye testamente for at brænde dem. Som Tyndale bemærkede, hjalp hans opkøbelse med at finansiere de nye og forbedrede udgaver. I 1530 blev Tyndales oversættelse af de første 5 bøger i Biblen, Pentateuchen (mosebøgerne) trykt i Antwerp, Holland. Tyndale arbejdede kontinuerligt på yderligere udbedredelser og udgaver af det nye testamente. Han skrev også “The Parable of Wicked Mammon” og “The Obedience of a Christian Man”. Denne bog, “The Obedience of a Christian Man”, blev studeret af dronning Anne Boleyn og fandt selv vej til Kong Henry VIII som var meget imponeret: “Denne bog er for mig og alle konger at læse!” Kong Henry VIII sendte sine agenter ud for at tilbyde Tyndale en høj post ved sit hof, en sikker tilbagevenden til England og en høj lønfor at overse hans korrespondancer. Men, Tyndale var ikke villig til at overgive sit arbejde som bibel oversætter, teolog og prædikant bare for at blive propagandist for kongen! I hans bog “The Practice of Prelates” argumenterede Tyndale mod skilsmisse og vovede specifikt at påpege at kongen skulle forblive trofast mod sin kone! Tyndale mente at kristne altid har pligt til at adlyde sekulære autoriteter, bortset fra hvor det angik loyalitet overfor Gud. Henry’s indledende enthusiasme for Tyndale vendte sig til vrede og således blev Tyndale lovløs, både for den romerske katolske kirke og det hellige romerske rige, og for det engelske kongedømme. Tyndale førte også en litterær krig med Sir Thomas More som angreb ham på tryk med “Dialogue Concerning Heresies” i 1529. Tyndale svarede med “Answer to More”. More svarede med “Confutation” i 1533, og så videre. BETRAYAL AND BURNING I 1535 blev Tyndale forrådt af en landsmand, Henry Phillips, som vandt hans fortrolighed kun for på forræderisk vis at arrangere hans arestation. Tyndale blev ført til stats fængslet i Vilvorde slot, nær Brussels. I 500 dage, led Tyndale I en kold, mørk og fugtig fangekælder og så den 6 oktober,, 1536, blev han ført til pælen hvor ha blev garroteret og brændt. Hans sidste repporterede ord var: “Herre, åben Englands konges øjne.” TYNDALES SIDSTE ØNSKE OPFTLDT Herren svarede i sandhed den døende Tyndales sidste bøn på den mest bemærkelsesværdige måde. På denne tid var der en ærkebiskop i Canterbury (Thomas Cranmer) og en Vikar General (Thomas Cromwell) som begge var dedikerede til den protestantiske sag. De overtalte Kong Henry om at godkende udgivelsen af “the Coverdale translation”. I 1539 var alle sogne kirker I England forpligtede til at stille et eksemplar af dene engelske bibel til rådighed for deres kirkegængere. Miles Coverdale var en ven af Tyndale, en medstudent fra Cambridge og reformator. Hans udgave var den første komplette oversættelse af biblen på engelsk. Det var for det meste Tyndales arbejde suppleret med de portioner af det gamle testamente som Tyndale ikke havde kunnet oversætte før sin død. Så, et år efter Tyndales død, dukkede “the Matthews Bible” op. Dette var arbejdet af endnu en ven og engelsk reformator, John Rogers. På grund af faren ved at producere bibel oversættelser, brugte han et pen-navn Thomas Matthews som var en omformning af William Tyndales initialer (WT) TM. Faktisk fik han i slutningen af det gamle testamente printet William Tyndales initialer WT i stor og fed. Efter ærkebiskop Thomas Cranmers anmodning, autoriserede Henry VIII at denne bibel yderligere skulle revideres af Coverdale og kaldes “The Great Bible”.(den store bibel) Og således blev Tyndales sidste bøn spektarkulært besvaret. Den pludselige, hidtil usete landsdækkende tilgang til skriften skabte vidtstrakt begejstring. Bare i William Shakespeares levetid, blev der solgt 2 millioner bibler på de britiske øer. Omkring 90% af Tyndales formulering gik videre til “the King James Version” af biblen. DEN MEST INDFLYDELSESRIGE ENGLÆNDER William Tyndale kan ikke bare beskrives som faderen til den engelske bibel, men på en virkelig måde også som den mest indflydelsesrige udformer af det engelske sprog. Fordi Tyndales oversættelse var den første fra det originale hebraisk og græsk til engelsk, havde han ingen tidligere oversættelse til at hjælpe hans valg af ord. Mens Latin er rig på navneord, er græsk og hebraisk rig på udsagnsord. På den tid var det engelske sprog blevet stærkt påvirket af fransk og latin. Tyndale gik tilbage til det originale Saxen og fandt at det saxiske engelsk var mere foreneligt med det græske og hebraiske end latin og fransk. Klarheden, enkelheden og den poetiske skønhed som Tyndale bragte til det engelske sprog gennem hans bibel oversættelse, tjente som et sprogligt samlingspunkt for udviklingen af det engelske sprog. På tiden for hans oversættelse var der så mange variationer og dialekter af engelsk og I mange egne af landet blev det engelske sprog oversvømmmet af franske ord og latinske koncepter. Tyndales oversættelse reddede engelsk fra disse latinske tendenser og etablerede engelsk som en forlængelse af det bibelske hebraisk og græske verdensbillede. Og derfor, alle personer I verden der skriver, taler, og selv tænker, på engelsk, skylder William Tyndale en reel gæld. Det er også bemærkelsesværdigt at mens engelsk var en af de mindre sprog I Europa I begyndelsen af det 15 århundrede, er det I dag blevet et verdensdækkende sprog med over 2 milliarder mennesker der kommunikerer på engelsk. PIONERER FOR FRIHED Reformationen i det 15 århundrede var en af de mest vigtige epoker I verdenshistorien. Reformationen gav os biblen – nu frit tilgængeligt på vores eget sprog. Det nu næsten universielt anerkendte princip om religiøs frihed, fri samvittighed, reglen om lov, adskillelsen af magter og konstitutions begrænsede republikker var utænkelige før reformationen. Reformatorne kæmpede for principperne at skriften alene er vores sidste autoritet, at Kristus alene er kirkens hoved, at frelsen er ved Guds nåde alene, modtaget ved troen alene på baggrund ag Kristi fuldbragte værk alene. EVANGELIETS KRAFT Kristi evangelie er livsforandrende, kultur formende, historie skabende og nations forandrende. Hvis det ikke forandre dit liv, og livet af dem omkring dig, så er det ikke det bibelske evangelium. Senere Reformation Celebration weekenden (26 – 31 oktober) tilslut jer når vi samles for at fejre tro og friheds store arv, som blev pioneret af John Wycliffe, John Hus, Martin Luther, Ulrich Zwingli, John Calvin, John Knox, William Tyndale og andre modige troende. BIBLIOGRAPHY - Christian History, 465 Gunderson Drive, Carol Stream , IL 60188 , USA - d’Aubigne, J.H. Murle – The Reformation in England , Banner of Truth, Edinburgh , 1963 - Foxe, John – The Book of Martyrs, 1563 - Fountain, David – John Wycliffe, The Dawn of the Reformation, Mayflower Christian Books, South Hampton , 1984 - Houghton, S.M. – Sketches From Church History, Banner of Truth, 1980 - Kerry, Douglas – The Emergence of Liberty in the Modern World, Presbyterian and Reformed, 1992 - Kuiper, B.K. – The Church in History, Eerdmans, 1964 - Ryle, J.C. – Five English Reformers, Banner of Truth, 1960 - Scott, Otto – The Great Christian Revolution, The Reformer Library, Windsor , 1995 - Stevenson, William – The Story of the Reformation, John Knox Press, Richmond , 1959 - Woodbridge , John – Great Leaders of the Christian Church, Moody, Chicago, 1988
0 Comments
Leave a Reply. |
More Articles
All
Archives |